Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 14/04/2026 - 13:15

16-årig dreng fængslet for sprængning på Frederiksberg

En dreng er sigtet for at udføre en sprængning i weekenden. Anklager hævder, at medgerningsmænd er på fri fod.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 16-årig dansk dreng mistænkes for at have udført en sprængning cirka klokken 00.30 natten til søndag ved en ejendom på H.C. Ørsteds Vej på Frederiksberg i København.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag.

Teenageren er efter et grundlovsforhør tirsdag formiddag blevet varetægtsfængslet i 14 dage, fortæller anklager Astrid Hellsten til Ritzau.

Fængslingen skal foregå på en lukket institution for unge på grund af den sigtedes lave alder. Drengen nægter sig skyldig.

Ifølge sigtelsen er der tale om en på nuværende tidspunkt ukendt bombe eller eksplosivstof.

Anklagemyndigheden mener, at sprængningen er foregået i forening eller forudgående aftale med uidentificerede medgerningsmænd og med forsæt til at skade andres person eller formue med sprængningen.

Ingen kom til skade ved sprængningen, men den resulterede i skade af indtil videre ukendt værdi.

Drengen fængsles, fordi retten har vurderet, at der er risiko for, at han på fri fod kan påvirke efterforskningen ved for eksempel at fjerne spor eller påvirke andre personer.

Han har krøllet hår og var under tirsdagens grundlovsforhør iført en hættetrøje og en kasket.

Den 16-årige er desuden sigtet for at være i besiddelse af bomben eller eksplosivstoffet, der ifølge anklageren er af særdeles farlig karakter og egnet til at forvolde betydelig skade.

Men dette forhold fandt retten ikke grundlag for at varetægtsfængsle drengen på.

På anmodning fra anklageren foregik grundlovsforhøret for lukkede døre.

Det skyldes sagens karakter, det tidlige stadie af efterforskningen samt anklagemyndighedens opfattelse af, at flere medgerningsmænd fortsat er på fri fod.

Af den grund vil drengens forklaring blive hemmeligholdt, ligesom politiets beviser vil blive fremlagt, uden at pressen kan overvære det.

Retten nedlagde desuden et navneforbud, der gør det ulovligt at offentliggøre oplysninger, der kan identificere den 16-årige dreng.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek