Gaza, 27/06/2025 - 15:09
Læger Uden Grænser kalder USA-støttet organisation i Gaza for dødsfælde
Flere gange har der været kaotiske omstændigheder og skudepisoder ved GHF-uddelingssteder i Gaza.
Af: /ritzau/
Læger Uden Grænser kalder en amerikansk-støttet organisation, som står for uddeling af mad i Gaza, for "en dødsfælde".
Det skriver Læger Uden Grænser, MSF, i en pressemeddelelse fredag.
Det er den amerikansk- og israelskstøttede organisation Gaza Humanitarian Foundation, GHF, som Læger Uden Grænser kritiserer.
- Med over 500 dræbte og næsten 4000 sårede under forsøg på at skaffe mad er denne ordning et blodbad maskeret som nødhjælp, skriver MSF i pressemeddelelsen.
De understreger desuden, at GHF ifølge dem bør afvikles med det samme.
Læger Uden Grænser er en international humanitær organisation, som yder akut lægehjælp til mennesker under katastrofer, konflikter og epidemier.
Hver dag modtager MSF patienter, som er blevet dræbt eller såret i et forsøg på at få mad fra et af GHF-uddelingsstederne, skriver de i pressemeddelelsen.
Aitor Zabalgogeazkoa, der er nødhjælpskoordinator i MSF, beskriver uddelingsstederne som fælder, der er under fuld kontrol af det israelske militær.
Områderne er ifølge ham på størrelse med en fodboldbane - omgivet af vagtposter og pigtråd og med kun én åbning, der bruges til at komme både ind og ud.
- GHF-arbejdere smider pallerne og kasserne med mad ind og åbner hegnene, hvilket giver tusindvis af mennesker adgang på én gang, hvor de kæmper om selv det sidste riskorn, siger han og tilføjer:
- Hvis folk kommer tidligt og går mod vagtposterne, bliver de skudt. Hvis de kommer til tiden, men der er trængsel, og de springer over pigtråden, bliver de skudt.
GHF begyndte ifølge nyhedsbureauet AFP dets arbejde med maduddeling i Gaza for omkring en måned siden.
Israel startede i marts en blokade for adgangen af nødhjælpsleverancer til Gaza. Da Israel igen i maj tillod madforsyninger at komme ind i området, var det ved hjælp af GHF.
Organisationen har fået kritik af FN og andre nødhjælpsorganisationer for ikke at være neutral, og at den omgår det normale nødhjælpssystem i Gaza - samt ikke at være tilstrækkelig forberedt.
Flere gange har der været kaotiske omstændigheder og skudepisoder ved GHF-uddelingssteder.
/ritzau/