Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/10/2025 - 20:34

Danske skibsværfter skal bygge Forsvarets nye havmiljøskibe

Der skal indledes forhandlinger med konsortiet Danske Flådestøtteskibe K/S om produktion af seks nye skibe.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Konsortiet Danske Flådestøtteskibe K/S er blevet valgt til at bygge fire nye havmiljø- og minelægningsfartøjer som en del af Danmarks flådeplan.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) er sammen med partierne i forsvarsforligskredsen torsdag blevet enig om at indlede forhandlinger med konsortiet.

Det består af OSK Design A/S, Hvide Sande Shipyard A/S og Karstensens Skibsværft A/S.

De fire skibe skal erstatte de nuværende havmiljøfartøjer, som er nedslidte.

Skibene skal løse havmiljøopgaver som for eksempel opsamling af kemikalier og olie.

Men de skal også bruges til løsning af en række militære opgaver som overvågning, træning af personel og udlægning af miner, lyder det.

Anskaffelse af de nye skibe er en del af flådeplanen, som blev besluttet i foråret. Da var det ambitionen, at skibene skal produceres i Danmark, og derfor er valget falder på Danske Flådestøtteskibe K/S.

Det er den bedst egnede danske totalleverandør, vurderer Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

I marts meldte konsortiet sig klar til at bygge de nye skibe, lød det i en pressemeddelelse.

Her stod der, at OSK Design skal stå for designet af skibene.

Stålskrogene bliver så bygget på et danskejet værft i Polen og derefter udrustet hos henholdsvis Karstensens Skibsværft og Hvide Sande Shipyard.

- Gennem samarbejdet mellem Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Shipyard og OSK Design vil Forsvaret få gode, velsejlende skibe, der kan løse Forsvarets opgaver effektivt og blive leveret hurtigt og til tiden, skrev konsortiet.

Det lød samtidig, at det første flådestøtteskib ville være klar til indsættelse i 2027, hvis en kontrakt blev indgået inden sommeren 2025.

Forsvarsministeriet skriver torsdag aften, at hvis man i forhandlingerne kan opnå "enighed om vilkår, som matcher den politiske ambition", ventes kontrakten indgået inden udgangen af 2025.

Med flådeplanen var der enighed om at anskaffe 26 mindre skibe.

Heraf 21 skibe til Marinehjemmeværnet, fire havmiljø- og minelægningsfartøjer og et skib, som kan overvåge undersøiske infrastruktur såsom havkabler.

Det flugtede med et udspil, som regeringen kom med i slutningen af marts. Disse skibe ventes tilsammen at koste cirka fire milliarder kroner.

De finansieres med midler fra forsvarsforliget og den såkaldte "accelerationsfond", som regeringen kalder den, og som har til formål at styrke det danske forsvar ekstraordinært i 2025 og 2026 med i alt 50 milliarder kroner.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek