København, 05/11/2024 - 14:37
Karsten Ree bekræfter: Har fundet sammen med ekskæresten
Rigmanden Karsten Ree bekræfter forhold med sin tidligere ekskæreste kunstner Gitte Peters oven på nyhed om skilsmisse fra Janni Ree.
Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Af: Af Mille Mulbjerg Rothgardt, Ritzau Fokus
Karsten Ree har fundet kærligheden igen, efter nyheden om at han skal skilles fra mediepersonligheden Janni Ree.
Den 79-årige rigmand danner nu par med sin tidligere ekskæreste, den 58-årige kunstner Gitte Peters.
Det bekræfter Karsten Ree over for Ekstra Bladet.
Meldingen kommer i kølvandet på en hel del skriverier om det nu officielle kærestepar.
- Der har i den seneste tid verseret en del historier i medierne om vores relation, derfor denne meddelelse. Vi, Gitte Peters og Karsten Ree, er gamle bekendte og har for nylig, i slutningen af august 2024, genoptaget vores forbindelse.
Sådan lyder det i en udtalelse fra Karsten Ree, der er sendt ud via kommunikationsafdelingen i Ree Holding, skriver Ekstra Bladet.
Parret har tidligere afvist rygter om, at de skulle have en kærlighedsrelation.
- Vores forhold har udviklet sig positivt, så vi i dag siger om os selv, at vi er et par, lyder det i udtalelsen.
Parret frabeder sig yderligere opmærksomhed om deres kærlighedsliv, som de betragter som privat, skriver Ekstra Bladet, der er i besiddelse af udtalelsen.
Karsten Ree er milliardær og har gjort flere store forretninger. Han har blandt andet ejet Den Blå Avis.
Nyheden om forholdet til Gitte Peters kommer blot et par måneder efter, at Karsten Ree og mediepersonlighed Janni Ree annoncerede deres skilsmisse efter et 11 år langt forhold.
Også Janni Ree har genfundet kærligheden. En lille måned efter nyheden om skilsmissen kunne hun vise sin nye kæreste, den 49-årige jurist Jeppe Stokholm, frem for offentligheden.
Både Karsten Ree og Janni Ree har et tidligere ægteskab med sig i bagagen.
Karsten Ree er far til fire, og Janni Ree er mor til to.
Janni Ree blev kendt, da hun medvirkede i en række reklamefilm og siden i reality-tv.
Ved brylluppet indgik parret ifølge Ekstra Bladet en ægtepagt, der sikrer dem begge fuldstændigt særeje ved en skilsmisse.
Parret fortalte til Se og Hør i 2020, at Karsten Ree havde besluttet, hvad der skulle ske med hans formue, når han en dag går bort. Her havde han angiveligt lovet at holde hånden under hende, så hun kunne komme videre.
Til B.T. har Janni Ree fortalt, at Karsten Ree havde lovet hende det samme i tilfælde af skilsmisse, men at han ikke vil indfri løftet.
/ritzau/