Sofia, 19/04/2026 - 23:58
Pro-russisk EU-skeptiker står til valgsejr i Bulgarien
Rumen Radevs parti har kurs mod jordskredssejr ved valg i EU-landet Bulgarien, viser første valgresultater.
Spasiyana Sergieva/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Partiet Progressive Bulgarien ligger i spidsen ved søndagens parlamentsvalg i Bulgarien med 43 procent af stemmerne.
Det viser officielle resultater, efter at omkring syv procent af stemmerne er talt op, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Partiet er ledet af Bulgariens tidligere præsident Rumen Radev.
62-årige Radev er en tidligere jagerpilot, der blandt andet har kritiseret militær støtte til Ukraine i krigen mod Rusland og dele af EU's politik.
Han fratrådte som præsident i januar for at stille op i parlamentsvalget.
Valget kommer, efter at store demonstrationer tvang den tidligere regering til at træde tilbage i december.
I sin valgkampagne har Radev draget paralleller til Ungarns tidligere premierminister Viktor Orbán og har talt om at forbedre forholdet til Rusland og genoptage den frie strøm af olie og gas ind i Europa.
Radev har også kritiseret Europa for at være for afhængig af vedvarende energi.
Det er uklart, hvor meget hans synspunkter vil påvirke Bulgariens udenrigspolitik.
Landet på Balkanhalvøen er en del af både EU og Nato og tilsluttede sig i januar euroen. Radev har kritiseret beslutningen om, at euro nu er den officielle valuta i Bulgarien.
Bulgarien har udviklet sig hurtigt siden kommunismens fald i 1989 og blev medlem af EU i 2007.
Levealderen er steget markant, og arbejdsløsheden er den laveste i EU. Men landet halter efter andre EU-lande på mange parametre. Korruption er fortsat udbredt - også ved valg.
Leveomkostningerne er blevet et stort problem, siden Bulgarien indførte euroen. Den tidligere regering faldt under demonstrationer mod et nyt budget, der blandt andet foreslog skattestigninger.
Progressive Bulgariens største modstander er det konservative parti GERB, som er ledet af den tidligere premierminister Boyko Borisov.
/ritzau/Reuters




