Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 11/05/2026 - 16:35

Mistænkt for Trump-attentat erklærer sig ikke skyldig

Mistænkt i attentatforsøg mod Trump ved korrespondentmiddag i Washington nægter sig skyldig i alle anklager.

Emily Goff/Reuters

Af: /ritzau/

Mistænkt i attentatforsøg mod USA's præsident, Donald Trump, erklærer sig ikke skyldig i alle anklager. Det skriver Reuters.

Den formodede gerningsmand, 31-årige Cole Tomas Allen, er anklaget for at stå bag et angrebsforsøg ved en korrespondentmiddag i Washington D.C. den 25. april.

Han udtalte sig mandag ikke i retten, da hans forsvarer afgav erklæringen på hans vegne. Anklagerne omfatter forsøg på attentat mod præsidenten, overfald på en føderal betjent samt våbenrelaterede lovovertrædelser.

Han er i alt tiltalt for fire lovovertrædelser, hvor den alvorligste er forsøg på attentat mod Donald Trump.

Han risikerer livsvarigt fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i forsøget på at dræbe Trump under en årlig korrespondentmiddag på Washington Hilton Hotel i den amerikanske hovedstad.

Hændelsen fandt ifølge anklagemyndigheden sted i det område uden for selve middagslokalet, som var afspærret som sikkerhedskontrolzone.

Her trængte Allen gennem et sikkerhedstjek på hotellet og affyrede flere skud.

Sikkerhedsfolk besvarede ilden og afgav adskillige skud mod Allen, men han blev ikke ramt.

En ansat i sikkerhedstjenesten Secret Service blev ramt af skud, men slap uden alvorlige skader takket være en skudsikker vest.

Melania Trump og vicepræsident J.D. Vance var blandt deltagerne, men blev hurtigt evakueret.

2600 mennesker skulle have deltaget ved den årlige korrespondentmiddag. Trump har tidligere boykottet middagen, men besluttede i år at deltage.

Præsidenten kom ikke noget til under det fejlslagne angreb og har efterfølgende opfordret til, at middagen bliver flyttet til en anden dato.

Retsmødet mandag tog også hul på den næste store juridiske kamp i sagen, skriver Reuters.

Allen forsøger nemlig at få fungerende justitsminister Todd Blanche og anklager Jeanine Pirro fjernet fra sagen. De var begge til stede under middagen og kan have været blandt hans påståede mål, lyder indsigelsen.

- Det er fuldstændig upassende, at ofre for en påstået hændelse som denne selv fører sagen som anklagere, siger Allens advokat, Eugene Ohm, ifølge Reuters.

Pirro har tidligere sagt til CNN, at "min evne til at føre denne sag har intet at gøre med det, at jeg var der".

Flere amerikanske medier har efter skyderiet omtalt et manifest, som den 31-årige Allen ifølge oplysninger skal have sendt til familiemedlemmer før angrebet.

Ifølge nyhedsbureauet Associated Press kritiserer han i teksten Trump-administrationen og beskriver sig selv som en "venlig føderal snigmorder".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek