Sydney, 09/02/2026 - 02:22
Israels præsident mindes ofrene for masseskyderi i Sydney
Isaac Herzog har mandag indledt et fire dage langt besøg i australske Sydney under stort sikkerhedsopbud.
Af: /ritzau/
Den israelske præsident, Isaac Herzog, lagde mandag en krans ved den berømte strand Bondi Beach i Sydney, hvor 15 mennesker i december blev dræbt under et jødisk arrangement.
Det skriver det australske medie ABC.
Han har mandag indledt et fire-dages-besøg i Sydney under tæt sikkerhedsopbud for at trøste det jødiske samfund i Australien.
Præsidenten viste mandag sin respekt for ofrene for masseskyderiet, som rystede Australien.
- Båndene mellem gode mennesker af alle trosretninger og alle nationer vil fortsat være stærke i lyset af terror, vold og had, siger Isaac Herzog ifølge nyhedsbureauet AFP, efter at han i regnvejr har lagt en krans ved et mindesmærke for skyderiet ved Bondi Beach.
Han kalder samtidig antisemitisme for en global nødsituation.
- Jeg byder de positive skridt, som den australske regering har taget for at bekæmpe antisemitisme siden angrebet i Bondi, velkommen.
- Ledere på tværs af alle sektorer i samfundet må tale klart og konsekvent imod antisemitisme, fordi tavshed over for had er at være medskyldig, siger Israels præsident ifølge ABC.
Der er udkommanderet 3000 politibetjente under Herzogs besøg for at sikre ro og orden.
Mandag aften er der planlagt en propalæstinensisk march i Sydney.
500 betjente vil overvåge den planlagte march, som gruppen Palestine Action Group (PAG), har arrangeret.
/ritzau/




