Hvidovre, 06/05/2026 - 05:43
Politiet efterforsker brand foran pizzeria i Hvidovre som påsat
Natten til onsdag er der udbrudt brand foran et pizzeria, som der i sidste måned blev affyret skud imod.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Politiet rykkede natten til onsdag ud til en brand foran et pizzeria på Gammel Køge Landevej i Hvidovre.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegn Bo Nyberg Ris.
- Det er et pizzeria, hvor der for en måneds tid siden også blev skudt mod facaden.
- Der er en rude, der er brandskadet udvendigt, og der har været ild i fortovet. Den var gået ud, da vi kom frem, og der er ingen skader inde i butikken, siger han.
Politiet modtog anmeldelsen via 112 klokken 02.37, fortæller Bo Nyberg Ris.
- Vi landede derude som de første (før brandvæsenet, red.). Der var ingen derude, da vi kom derud. Vinduet var brandskadet, men ellers var der ikke sket nogen skade.
- Vi har ikke truffet nogen, og vi har ikke anholdt nogen. Vi har gjort alle de sædvanlige ting som at sikre spor og afhøre dem, vi kunne, siger vagtchefen.
Politiet efterforsker sagen som en forsætlig brandstiftelse.
- Vi hører rigtig gerne fra vidner, som har set eller bemærket noget, siger Bo Nyberg Riis.
Man kan kontakte politiet på 114.
Natten til onsdag den 8. april blev der affyret skud mod samme pizzeria i Hvidovre.
Politiet oplyste i den forbindelse, at det ikke var bekendt med, at nogen var kommet til skade. Man efterforskede sagen intensivt, lød det.
Ekstra Bladet havde billeder fra stedet, der viste skudhuller i ruden.
Bo Nyberg Ris kan ikke oplyse, om der er foretaget nogen anholdelser i dén sag.
/ritzau/




