Grevinge, 15/03/2026 - 11:49
Politiet efterforsker yngre mands død som mistænkelig
Midt- og Vestsjællands Politi er søndag til stede ved adresse i Grevinge, hvor en yngre mand er fundet død.
Af: /ritzau/
Politiet undersøger et mistænkeligt dødsfald i Grevinge.
Det oplyser vagtchef Boye Rasmussen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
En borger anmeldte klokken 08.44, at den yngre mand var fundet livløs.
Politiet er til stede på den nordvestsjællandske adresse, hvor der skal foretages forskellige tekniske undersøgelser, ligesom der bliver tilkaldt efterforskere og hundepatruljer til sagen.
Søndag formiddag er ingen sigtet i sagen, da det er uvist, om der overhovedet er sket en forbrydelse. Det kan hverken be- eller afkræftes, fremgår det af meddelelsestjenesten Politi Update søndag ved middagstid.
- Vi kommer til at være i området noget tid endnu, skriver politiet samtidig.
Politiet bruger betegnelsen mistænkeligt dødsfald, når det ikke umiddelbart står klart, hvad personen er død af. Så bliver det efterforsket, som var det et drab, så eventuelle spor ikke går tabt.
Den afdøde mands nærmeste pårørende er blevet underrettet.
/ritzau/




