Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/03/2024 - 08:00

FAKTA: Forskel på et tilbud og overslag

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

* Et tilbud er bindende for håndværkeren, og det kan både gives skriftligt og mundtligt. Det er dog noget nemmere at bevise en skriftlig aftale end en mundtlig.

* Et overslag er en pris for arbejdet, som ikke er bindende. Prisen er ikke fast, og håndværkeren er ikke forpligtet til at udføre opgaven.

* Typisk ligger et overslag inden for plus/minus 20 procent af prisen. Den endelige regning kan og må godt afvige fra overslaget, men ikke i urimelig grad. Har håndværkeren skudt helt ved siden af, skal vedkommende informere dig hurtigst muligt.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

København, 24/10/2025 - 11:18

Sarah Grünewald: Lægerne fandt syv knuder

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Da Sarah Grünewald havde sagt ja til at være vært på TV 2's Knæk Cancer-kampagne, måtte hun selv igennem et større forløb, hvor lægerne fandt flere knuder.

Sarah Grünewald er en af værterne, når TV 2 og Kræftens Bekæmpelse afholder showet "Knæk Cancer - et show for sagen" lørdag 25. oktober i forbindelse med kampagnen "Knæk Cancer".

Og 41-årige Sarah Grünewald har selv haft kræften helt tæt på.

Det fortæller hun om i TV 2-programmet "Go' aften live".

For halvandet år siden fandt Sarah Grünewald en knude i sit ene bryst, men hun fik at vide, at den ville gå væk af sig selv.

Men knuden voksede, og hun insisterede på at få kigget nærmere på den, da knuden ifølge hende var blevet "usandsynligt stor".

Samme dag, som hun fik knuden tjekket, skulle hun også til en anden kontrol, da hun var blevet gravid.

Det troede hun ellers ikke, at hun kunne.

På en og samme dag fik Sarah Grünewald at vide, at hun var seks til syv uger henne i graviditeten, og at knuden i hendes bryst var vokset til seks centimeter.

Lægerne opdagede i den forbindelse endnu en lille knude, der befandt sig ved siden af den store. De undersøgte også hendes andet bryst. Her fandt de yderligere fire knuder. Så hun fik taget seks biopsier.

- Man har alle mulige problemer, men når man får det her at vide, så har man kun et problem, siger hun i "Go' aften live".

To dage senere skulle Sarah Grünewald på ferie på Bornholm med sin søn.

På færgen dertil aborterede hun.

- Det har været ret svært, for man står med følelsen alene. Hver gang man vil være lidt glad, kan man ikke være det - for tænk nu hvis ...

Da hun var hjemme fra Bornholm, skulle hun på hospitalet for at have foretaget en undersøgelse, i forbindelse med at hun havde aborteret.

Her fandt lægerne en knude på hendes æggestok, og Sarah Grünewald kom med det samme ind i et kræftpakkeforløb.

Lægerne havde fundet forkalkninger, der kunne være forstadier til kræft i venstre bryst, hvor den store knude sad. Den opererede man væk.

Alt imens at Sarah Grünewald havde takket ja til at være vært på "Knæk Cancer - et show for sagen". Hun havde optagelser, samme dag som hun skulle ind og have svar på, hvordan operationen var forløbet.

Der var godt nyt. Knuderne viste sig at være godartede, og Sarah Grünewald var rask.

- Jeg har svært ved at stå ved min frygt. For jeg har ikke kræft. Jeg er rask. Jeg er åbenbart bare en knudepige. At gøre det til en ting har været lidt svært, for jeg ved godt, hvor svært det er for dem, der har kræft.

- Jeg har bare smagt en meget lille optakt til det, siger hun i programmet.

Det er ikke første gang, at Sarah Grünewald har kræften helt tæt på.

Hun har nemlig mistet sin halvbror, som havde en kone og to børn, til prostatakræft.

- Jeg har aldrig prøvet at sige farvel til et menneske på den måde. Det er en ret vild og frygtelig oplevelse at sige et endegyldigt farvel, siger hun i "Go' aften live".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/10/2025 - 10:43

Aphaca spiller næste år på både Northside og Tinderbox

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Festivalerne Northside og Tinderbox har begge afsløret Aphaca som deres første navn til deres 2026-udgaver.

Det danske band Aphaca spiller næste år på både Northside og Tinderbox.

Det oplyser de to musikfestivaler, der finder sted i henholdsvis Aarhus og Odense, i pressemeddelelser fredag formiddag.

Aphaca er det første navn, som offentliggøres til begge festivaler.

Northside og Tinderbox oplyser også begge, at Aphaca er det navn, som flest personer har ønsket skulle optræde deres festival næste år.

- Alle vil have dem. Faktisk er Aphaca det ubetinget mest ønskede navn til Northside 2026. De har over tre gange så mange ønsker som nummer to på gæsternes samlede ønskeseddel, skriver Northside.

- Aphaca er lyden af fællesskab, ungdom og den sommer, man håber, aldrig slutter, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Aphaca er det første af i alt 42 navne, der offentliggøres til næste års Northside, har festivalen tidligere skrevet på Instagram.

Hos Tinderbox lyder det, at Aphaca er det første navn ud af foreløbigt 11, der offentliggøres i løbet af den næste uge.

Aphaca fik sit gennembrud i slutningen af 2024 med sangen "Smelter under månen". Sangen er blevet fulgt op af en række øvrige hits.

I slutningen af september kunne bandet melde udsolgt til en koncert i Parken i oktober næste år efter fire dage.

Blandt andet fik bandet i sidste uge prisen P3 Lytterhittet for sangen "En drøm om et menneske" ved prisuddelingen P3 Guld. Her løb Aphaca også med hovedprisen, P3 Prisen, foran Annika og D1MA.

Det københavnske band består af Bertil Engberg Nielsen på keyboard, Bertram Ask Plauborg på bas, Noah Elias Rasmussen på trommer og forsanger Rumle Hueg Kærså på guitar.

Indtil videre har bandet udgivet et album. Men et nyt album med titlen "Vild ungdom" ventes at udkomme i starten af næste år.

Northside finder sted 4. til 6. juni 2026, mens Tinderbox foregår fra 25. til 27. juni 2026.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

FAKTA: Opskrift på papkassemonster

* Skær fire stykker bølgepap til masken. Stykkerne skal måle omkring 15 centimeter i bredden og 50 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til masken. Saml dem kant mod kant med limpistol, så masken bliver tredimensionel.

* Skær med en hobbykniv et hul i den ene side til maskens mund, som man kan se ud igennem, og på den anden side et hul, så masken lettere kan tages af og på. Skær læber, ører og horn af pap, og lim dem på masken. Lim eventuelt plastikøjne på masken.

* Skær otte stykker pap til tentaklerne - stykkerne skal måle omkring 10 centimeter i bredden og 40-80 centimeter i længden. Skær stykkerne på tværs af pappets bølger, så de kan bukkes og samles til tentaklerne. Saml dem kant mod kant med limpistolen, så tentaklerne bliver tredimensionelle. Skær cirkler i forskellige størrelser, og lim dem på tentaklerne som sugekopper.

Kilde: "Halloweenbogen" af Emil Obel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/10/2025 - 12:00

Skab sjove halloweenkostumer til ungerne uden at købe nyt

Der skal ikke mere til end en gammel T-shirt eller en papkasse for at bringe ninjaer, monstre eller mumier til live.

Halloween skriger på uhyggelig udklædning til ungerne, og det behøver ikke at koste en klink.

- Jeg har det sådan: Hvorfor købe kostumer, når man kan lave dem meget federe selv sammen med sine børn og have det skægt med det?, siger Julie Paludan-Müller, der står bag bogen "Kostumeværkstedet - hjemmelavet udklædning til børn".

Hendes allernemmeste hack til et kostume er en ninja. Her skal du blot bruge en langærmet, sort T-shirt.

Træk trøjen halvt over hovedet på barnet, så udskæringen af trøjen hviler på næsetippen, mens resten af underansigtet er skjult. Det bageste af trøjen kan nu tages op bagfra og hen over ansigtet, så kun øjnene kan ses. Tag nu ærmerne, og bind dem bag ved barnets hoved, så masken bliver siddende.

- Det ser megasejt ud. Så kan barnet tage noget sort tøj på, og måske har man et lille sværd, der kan sættes i et bælte om livet. Bæltet kan bare være en rød snor. Det er en virkelig nem ninja, lyder det fra Julia Paludan-Müller.

Et andet hurtigt og nemt kostume er den klassiske mumie, hvor du river nogle gamle lagener eller aflagt tøj i strimler, der vikles rundt om barnet.

- Du kan virkelig lave en sej, gammel, muggen mumie ved at dyppe strimlerne i te og hænge dem til tørre. Så får de det helt rigtige mugne look, fortæller hun.

Gamle kostumer fra udklædningskassen kan også laves om til et halloweenhit. Har du for eksempel et klovnekostume, kan barnet blive til en skræmmende klovn blot ved at lave noget uhyggelig ansigtsmaling.

- Med en prinsessekjole kan man lave en uhyggelig dukke ved at male uhyggelige kuglerunde øjne. Det kan se ret sejt ud, siger Julie Paludan-Müller og tilføjer, at der findes masser af guides til ansigtsmaling på YouTube.

Kribler det i fingrene for at klippe og klistre, kan du kaste dig ud i at kreere et papkassemonster.

Det foreslår Emil Obel, der er kendt som vinder af "Den Store Bagedyst", men også er forfatter til "Halloweenbogen", hvor han deler kreativ gør det selv-halloweeninspiration.

- Min version af papkassemonsteret er en med et sjovt blækspruttehoved og tentakler, der stikker ud. Så laver jeg nogle mærkelige ører og klistrer på. Men man kan give det lige den form, man har lyst til, fortæller Emil Obel.

Pap er i det hele taget perfekt til at lave masker eller andre sjove hovedbeklædninger ud af, mener han.

- Det er megasjovt at lave ting ud af skrammel, der ikke koster alverden. Man kan male på nogle gamle papkasser, sætte en masse toiletruller sammen eller bruge tøj, man er vokset ud af, eller som er blevet hullet, siger Emil Obel og forsætter:

- Så har du nogle grundmaterialer at bygge af, og så kan du altid købe noget maling eller ansigtsmaling, der lige sætter prikken over i'et.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek