Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dortmund, 22/08/2026 - 22:30

VM-profiler skaffer Bayern sejren i tysk supercup

Nathaniel Brown og Michael Olise scorede for Bayern München, der vandt Super Cuppen med 2-1 over Dortmund.

Ina Fassbender/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Bayern München fortsætter bare, hvor storholdet slap i sidste sæson.

Lørdag aften vandt sydtyskerne den første betydningsfulde kamp i den nye sæson med 2-1 over Borussia Dortmund i den tyske Super Cup.

Den franske profil Michael Olise var den store profil i sejren, hvor han assisterede et mål og scorede det andet.

Det andet Bayern-mål stod den tyske VM-spiller Nathaniel Brown, der hen over sommeren er kommet til fra Eintracht Frankfurt, for.

Men det var altså Olise, der var den store oplevelse, særligt i første halvleg lørdag.

Den franske kantspiller lagde bolden af til nyerhvervede Brown, som fra kanten af feltet sparkede Bayern i front.

Olise var konstant årsag til uro i Dortmunds defensiv.

Op mod pausen brændte det for alvor på hos Dortmund, og lige inden sidebyttet brillerede Olise så endnu en gang. Franskmanden brød igennem i venstresiden og lagde roligt bolden forbi Gregor Kobel i Dortmund-målet.

Dortmund var fuldstændig begravet i første halvleg, men kom så blæsende ud til anden halvleg.

Ruhr-klubben skabte flere store chancer, men Manuel Neuer viste, at selv om alderen har rundet 40 år, kan han stadig stå på mål på højeste niveau.

Veterankeeperen afviste flere Dortmund-tilnærmelser, men han kunne ikke gøre meget, da reduceringen kom med et kvarter tilbage.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Daniel Svensson strøg udenom i et perfekt overlap og fandt med et fladt indlæg Fabio Silva, der sendte bolden ind bag Neuer.

I tillægstiden fik Dortmund muligheden for at sende kampen i ekstra spilletid, men Maximilian Beier brændte stort, da han helt fri fra nært hold sendte bolden langt over Bayern-målet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek