Bratislava, 23/04/2026 - 08:12
Slovakiet modtager olie gennem Druzjba-rørledning
Der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt også Ungarn har modtaget olie gennem Druzjba-rørledningen.
Af: /ritzau/
Slovakiet er begyndt at modtage olie gennem Druzjba-rørledningen tidligt torsdag.
Det oplyser Slovakiets økonomiministerium ifølge Reuters.
- Økonomiministeriet oplyser, at modtagelsen af olie til Slovakiet via Druzhba-rørledningen i dag kl. 02.00 (00.00 GMT) er blevet genoptaget, lyder det i en erklæring.
Der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt olien også er nået til Ungarn. Det er forventningen, at det sker i løbet af torsdag.
Siden januar, hvor Ukraine sagde, at rørledningen blev ramt af et russisk droneangreb, har den været lukket.
Druzjba-rørledningen har de seneste uger været genstand for stor opmærksomhed. Den har været centrum i en strid mellem Ukraine og Ungarn, som har blokeret for et 90 milliarder euro stort EU-lån til Ukraine.
Onsdag kunne EU-medlemslandene dog give en foreløbig godkendelse for lånet efter flere meldinger fra både Ukraines præsident, Slovakiets økonomiminister og et ungarsk olieselskab om, at olien snart ville strømme igen.
/ritzau/




