Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 02/05/2026 - 03:24

Katolsk kirke i New York indgår forlig i sager om overgreb på børn

Ærkebispedømmet i New York har indgået forlig på 5,1 milliarder kroner med 1300 ofre for seksuelle overgreb.

Angelina Katsanis/Reuters

Af: /ritzau/Reuters

Det katolske ærkebispedømme i den amerikanske storby New York City har fredag indgået et forlig på 800 millioner dollar med omkring 1300 ofre for seksuelle overgreb.

Beløbet svarer til 5,1 milliarder kroner.

Forliget er blandt de største i sager om overgreb begået af katolske præster mod børn på tværs af USA.

Advokaterne Jeff Anderson og Mike Finnegan, der repræsenterer 300 af ofrene, betegner forliget som en sejr efter næsten seks års juridisk kamp mod ærkebispedømmet i New York.

- Der tages ikke et fuldt ansvar, men det er et skridt i den retning, siger Jeff Anderson i en udtalelse.

Aftalen er ifølge advokaten betinget af, at alle ofre kan tilslutte sig forliget.

Ud over udbetalingen på 5,1 milliarder kroner har ærkebispedømmet indvilliget i at frigive dokumenter omkring seksuelle overgreb.

Som en del af forliget får ofrene mulighed for at føre deres sag videre mod kirkens forsikringsselskaber for at få yderligere erstatning.

Ronald Hicks, der har været ærkebiskop i New York siden februar, skriver i et brev til menigheden, at han tror på, at alle ofre vil støtte forliget. Han beskriver sig selv som forsigtig optimist.

- Dette har været en smertefuld proces - især for ofrene, deres familier og pårørende, som i de fleste tilfælde har lidt i årtier, skriver Hicks.

Han tilføjer, at kirken har skåret ned på udgifter til personale og drift for at finansiere forliget. Dermed undgår kirken en konkurs.

Flere amerikanske delstater har vedtaget midlertidige love, der gør det muligt for ofre at anlægge sager om overgreb, der foregik, mens de var børn.

I 2024 indgik det katolske ærkebispedømme i storbyen Los Angeles et forlig på 880 millioner dollar - svarende til 5,6 milliarder kroner - med ofre for seksuelle overgreb.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek