København, 04/04/2026 - 22:25
Fire personer er fragtet til hospitalet efter lavineulykke i Grønland
I alt seks personer var taget på snescootertur i et område, hvor lavine ramte. SAR-operation blev sat i værk.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fire personer er blevet ført på hospitalet efter en lavineulykke tæt på Grønlands hovedstad Nuuk lørdag eftermiddag.
Det skriver det grønlandske medie KNR.
Vagtchef ved Grønlands Politi Karsten Højrup Kristensen siger til mediet, at i alt seks personer var på en snescootertur i området.
Til mediet Sermitsiaq oplyste han tidligere lørdag, at man fik en anmeldelse om en lavineulykke klokken 15.45 lokal tid. Det svarer til klokken 18.45 dansk tid.
Efter anmeldelsen ledte beredskabet efter fire personer, mens de to andre var fanget på toppen af et fjeld i området, skriver KNR.
Klokken 17.40 lokal tid - klokken 20.40 dansk tid - kunne vagtchefen oplyse til KNR, at de fire personer var fundet nedkølet i sneen ti minutter tidligere.
De blev fragtet til hospitalet, og KNR skriver, at de er svært tilskadekomne.
Tidligere lørdag var det uvist, hvor mange personer der var tale om. Men vagtchef Karsten Højrup Kristensen sagde til Sermitsiaq, at man frygtede, at fire personer var blevet begravet under snemasserne.
Han oplyste videre, at en SAR-operation var blevet iværksat, hvor Arktisk Kommando og politiet arbejder sammen.
- Der er også indsat en helikopter. Redningsaktionen er stadig i gang, hvor vi fortsat er i en hastende indsatsfase. Jeg kan derfor heller ikke udtale mig mere, sagde han tidligere lørdag eftermiddag.
En SAR-operation dækker over aktioner, hvor man skal finde og redde personer i forbindelse med ulykker. Navnet er en forkortelse af det engelske search and rescue.
En lavine er en hurtigt bevægende strøm af sne og is ned ad en bjergside.
Laviner opstår typisk ifølge Visit Greenland, når tre faktorer kombineres: stejle skråninger, ustabilt snedække og en udløsende faktor som for eksempel skiløb eller snescooterkørsel.
/ritzau/




