Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/03/2026 - 11:07

30-årig kvinde tiltalt for at knivdræbe kvinde på bordel

I december 2024 døde en 42-årig kvinde efter knivstik i Vestjylland. En 30-årig kvinde tiltales for drab.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En yngre kvinde er blevet tiltalt for at have dræbt en 42-årig kvinde på et midtjysk bordel i 2024.

Det er anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, som nu har rejst tiltale mod en 30-årig i sagen. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den udenlandske kvinde blev fundet såret på bordellet ved den midtjyske by Gjern omkring middagstid 30. december 2024. På trods af livreddende førstehjælp blev hun senere erklæret død.

Kvinden var blevet påført talrige stik og snit, oplyser politiet. Hun blev 42 år.

Knivdrabet foregik på en landejendom ved Gjern. Ekstra Bladet skrev dengang, at der på ejendommen drives bordel.

Senere samme dag, som den sårede kvinde blev fundet, anholdt politiet den nu 30-årige kvinde i den vestjyske by Bøvlingbjerg.

Kvinden er i sagen også blevet tiltalt for med trusler om vold at forsøge at frarøve den 42-årige kvinde et ukendt kontantbeløb.

Ifølge Ekstra Bladet er den tiltalte kvinde fra Thailand, mens den dræbte kvinde var fra Laos, men betragter sig som thailandsk. Den dræbte er ifølge avisen mor til tre børn i Thailand.

Anklagemyndigheden har også tiltalt den 30-årige for en række overtrædelser af færdselsloven - herunder at påkøre en mand, som fik flere alvorlige skader, i Vemb.

Den påkørte mand pådrog sig blandt andet kraniebrud og hoftebrud.

Retssagen skal behandles ved Retten i Viborg over seks dage.

Det fremgår ikke, hvordan den 30-årige kvinde forholder sig til tiltalen, men da hun blev anholdt i 2024, nægtede hun sig skyldig.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek