Nuuk, 31/03/2025 - 17:03
Uenighed i Grønlands kommende regering om Mette Frederiksens besøg
Grønlands nye leder går imod Grønlands nyvalgte udenrigsminister og byder statsministeren velkommen.
50090 Johan Nilsson / TT/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jens-Frederik Nielsen (Demokraatit), som bliver ny regeringsleder i Grønland, skriver på Facebook, at han ser frem til Mette Frederiksens besøg i denne uge.
Meldingen kommer, kort efter at Grønlands nyvalgte udenrigsminister, Vivian Motzfeldt (Siumut), heftigt kritiserer, at den danske statsminister i denne uge gæster Grønland.
Hun mener, at besøget fra den danske statsminister bør vente, til et nyt parlament i Grønland officielt er dannet.
Dermed er der hurtigt kommet uenighed i den kommende regering i Grønland.
Jens-Frederik Nielsen skriver på Facebook, at han ser meget frem til at få besøg af Mette Frederiksen (S).
- Danmark er vores tætteste samarbejdspartner, og det er naturligt at vi mødes så hurtigt som muligt.
- Jeg har overfor statsministeren ønsket, at de planlagte aftaler afholdes, skriver han blandt andet.
Han gør det meget klart, at kritikken fra Motzfeldt må stå for hendes regning. Det er ikke en officiel linje fra Grønlands kommende regering, som kaldes Naalakkersuisut.
- Som kommende formand for Naalakkersuisut ser jeg frem til konstruktiv dialog om vores fremtidig samarbejde. Jeg skal samtidig understrege, at de udtalelser, der er fremkommet om det forestående besøg ikke er et udtryk for mit kommende Naalakkersuisuts holdning, skriver han.
Den nyvalgte regering består af Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Atassut. Den blev dannet fredag i sidste uge, men den nye regering mangler at blive godkendt officielt af i det grønlandske parlamentet, som kaldes Inatsisartut.
De fire partier valgte at danne en bred regering med henvisning den udenlandske interesse for landet, efter at USA's præsident, Donald Trump, gentagne gange har udtrykt, at USA vil overtage Grønland.
/ritzau/