København, 27/11/2025 - 09:38
Bagedystdommer har fundet kærligheden
Den kendte konditor Katrine Foged Thomsen er nyforelsket i kæresten Karsten, fortæller hun til Se og Hør.
Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
Amors pil har ramt bagedystdommeren Katrine Foged Thomsen.
Det bekræfter den kendte konditor over for Se og Hør og tilføjer kortfattet til ugebladet, at det går dejligt mellem hende og kæresten, Karsten.
Efter 20 års forhold blev Katrine Foged Thomsen i 2021 skilt fra sin mand, Rasmus Søndergaard Hansen, som hun også stiftede konditorkæden Grannys House med.
Sammen har de to voksne døtre.
I et interview med magasinet Liv i 2024 blev Katrine Foged Thomsen spurgt, hvornår der sidst var gået kage i den.
Her svarede hun skilsmissen, hvor hun både sagde farvel til sin mand og deres fælles forretning.
- Det var et svært, men nødvendigt farvel til det liv, jeg kendte, sagde hun til magasinet ifølge mediet Woman.
Hun fortalte videre, at hun efter skilsmissen skulle sætte sig ind i flere lavpraktiske ting, som hendes mand ellers havde sørget for.
- Nu føler jeg mig som en total power woman, lød det fra hende i Magasinet Liv ifølge Woman.
Katrine Foged Thomsen har netop kunnet ses bedømme smag og snit sammen med kagekollegaen Markus Grigo i den 14. sæson af "Den store bagedyst", som fandt sin vinder i den 16-årige gymnasieelev Ingrid Mørch Jørgensen 22. november.
De har været dommere i DR's kagekonkurrence siden sjette sæson i 2017.
/ritzau/




