Beirut, 12/03/2026 - 04:14
Otte personer dræbt i angreb ved populær strand i Beirut
En bil er blevet ramt af et luftangreb ved havnefront i Libanons hovedstad. Flere end 30 personer er såret.
Mohamed Azakir/Reuters
Af: /ritzau/
Otte personer er blevet dræbt i et angreb på havnefronten Ramlet al-Baida i Libanons hovedstad, Beirut.
Det oplyser Libanons sundhedsministerium i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AP.
Ministeriet beskylder Israel for at stå bag angrebet. 31 personer er desuden blevet kvæstet, lyder det.
Det var en bil, der blev ramt af et israelsk angreb, skriver AP.
Området ved stranden er normalt populært blandt turister, og det er også der, at mange fordrevne har søgt tilflugt under den seneste konflikt mellem Hizbollah og Israel.
Israels militær har ikke umiddelbart kommenteret det konkrete angreb ved havnefronten.
Angrebet fandt sted nær et hotel, som natten til søndag blev ramt af et israelsk angreb. Ifølge det israelske militær blev fire medlemmer fra den iranske revolutionsgardes elitestyrke, Quds, dræbt i angrebet søndag.
Israels militær oplyser natten til torsdag på det sociale medie X, at det har gennemført en række luftangreb mod Hizbollah-mål i Beirut.
Militæret har blandt andet bombet ti bygninger i Dahiyeh i Beiruts sydlige forstæder. Det er en af Hizbollahs højborge.
De israelske missiler har blandt andet ramt et efterretningshovedkvarter og et kommandocenter. Angrebene er sket inden for en halv time, oplyser Israels militær.
Flere end 20 andre mål er også blevet bombet i Beirut, skriver militæret på X.
Den shiamuslimske Hizbollah-milits er allieret med Iran, som også var med til at danne gruppen i 1980'erne.
Konflikten mellem Israel og Hizbollah har stået på i årtier. Men kampene er blusset op igen, efter at USA og Israel 28. februar begyndte at bombe Iran og slog Irans øverste leder ihjel.
Det fik Hizbollah til at rette missilerne mod Israel, hvilket har udløst en række angreb fra det israelske militær på Hizbollah i Libanon.
Konflikten har under den seneste eskalering sendt flere end 700.000 mennesker på flugt i Libanon, oplyser FN.
En unavngiven højtstående israelsk embedsmand siger til The Times of Israel, at Hizbollahs højborge i Beirut "snart vil komme til at ligne Gaza". Det sker, medmindre at Libanons regering skrider til handling.
Embedsmanden henviser til det palæstinensiske selvstyreområde Gazastriben, som er lagt i ruiner efter Israels krig mod den militante Hamas-bevægelse i området.
/ritzau/




