København, 18/05/2025 - 05:23
Masten på mexicansk skib rammer Brooklyn Bridge
Et skib fra Mexicos flåde har ramt underkanten af den ikoniske bro i New York. 22 meldes til tilskadekomne.
Bjorn Kils/New York Media Boat/Reuters
Af: /ritzau/
Et skib fra den mexicanske flåde er lørdag aften sejlet ind i Brooklyn Bridge i New York, og der meldes om flere tilskadekomne.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
Den øverste del af skibets ene mast ramte underkanten af broen, der forbinder bydelen Brooklyn med Manhattan. Masten blev beskadiget i mødet med broen og er delvist knækket.
Mexicos flåde oplyser ifølge AFP, at 22 personer er kommet til skade - heraf er tre i kritisk tilstand.
To øjenvidner fortæller AP, at de så en person dingle i 15 minutter fra et sted højt oppe på skibet, før personen blev reddet.
Politiet har bedt indbyggere om at holde sig væk fra Brooklyn Bridge, der også kortvarigt har været lukket for trafik i begge retninger.
Den mexicanske flåde skriver på det sociale medie X, at flådefartøjet Cuauhtemoc kort efter sin afgang er blevet forhindret i at fortsætte sin rejse på grund af et uheld ved Brooklyn Bridge.
Kollisionen skete, da skibet var i færd med at foretage en "sejlmanøvre", lyder det videre.
Flåden benytter skibet til uddannelse af kommende soldater.
Hver år benyttes Cuauhtemoc til at sende soldater under uddannelse rundt til forskellige havne som en del af den afsluttende træning.
/ritzau/