Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 20/11/2023 - 20:25

Biden tror på en snarlig aftale om frigivelse af gidsler i Gaza

En aftale om udlevering af gidslerne i Gaza kan være nært forestående. Qatar er mægler i forhandlingerne.

Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det tyder på, at parterne i krigen i Gaza nærmer sig en aftale om udlevering af de gidsler, som den militante bevægelse Hamas tog under sit overraskelsesangreb på Israel 7. oktober.

Sådan lyder det fra både den amerikanske præsident, Joe Biden, og talsmanden for USA' nationale sikkerhedsråd, John Kirby.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under en ceremoni i Det Hvide Hus i anledning af den forestående Thanksgiving-højtid, svarede Joe Biden på et spørgsmål fra en journalist om, hvorvidt en gidselaftale er på vej.

- Det tror jeg, sagde præsidenten.

Samme opfattelse har John Kirby, som har udtalt sig på et pressemøde mandag aften dansk tid.

Cirka 240 personer blev taget til fange af Hamas. Foreløbig er enkelte blevet frigivet. Det er uvist, hvor mange overlevende gidsler der er tilbage.

Gidslerne befinder sig i Gaza, som siden Hamas' angreb på Israel har været mål for talrige israelske luftangreb. Som for alle andre, der befinder sig i Gaza, udgør angrebene en risiko for gidslerne.

Der er både israelere og andre nationaliteter blandt gidslerne.

Qatar fungerer som mægler mellem Israel og Hamas i forhandlingerne om en frigivelse af gidslerne.

Premierminister i Qatar Mohammed bin Abdulrahman sagde søndag ifølge nyhedsbureauet AFP, at der kun er små hindringer for, at en aftale om gidslerne kan komme i hus.

Foreløbig tyder det på, at en eventuel udlevering af gidsler skal finde sted til gengæld for en midlertidig våbenhvile i Gaza.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek