Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Randers, 06/04/2024 - 10:00

Christopher genforenet med familien: Det har været megahårdt

Christophers kone tager sig af parrets døtre, så han kan stå, hvor han står i dag. Derfor bakker han selvfølgelig også hende op midt i en stor shitstorm.

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter at have turneret verden rundt er den danske popstjerne Christopher tilbage på hjemlige breddegrader og havde taget turen til det østjyske for at spille til årets X Factor-finale i Arena Randers fredag aften.

Selv om han allerede er på farten igen efter at være kommet hjem fra USA, er der heldigvis ikke nær så langt hjem til hustruen, modellen og influenceren Cecilie Haugaard, og parrets to piger, Noelle på tre år og Isabel på snart et år.

- Jeg er megaglad for at være her. Det er, som om der er et nyt kapitel, der er startet for mig med både ny musik og en masse koncerter, som ligger og venter ude i fremtiden, fortæller han til den fremmødte presse.

- Men det er fedt med en pause, hvor jeg får lov til at fordybe mig i det her album, der er lige på trapperne. Det har taget mange kræfter.

Imens Christopher var i USA, udgav hans hustru bogen "Instagrim", der er blevet heftigt debatteret og kritiseret for at være tonedøv.

Kritikken har især lydt på, at Cecilie Haugaard bidrager til det glansbillede, som hun mener kan påvirke følgere på de sociale medier negativt.

- I det hele taget det med at være væk fra hinanden - når man har været så meget væk, som jeg har - er jo bare megahårdt. Hun står derhjemme med to børn og gør det muligt for mig at stå her, siger Christopher og uddyber så:

- Jeg minder hende om, selvfølgelig som man gør som partner, at hun for det første har skrevet en megafed bog og har en god, en ren og en klar intention, lyder det fra ham.

Oplægget til bogen er, at Cecilie Haugaard vil undersøge, hvordan de sociale medier påvirker den mentale sundhed og viser en vej til, hvordan vi kan bruge dem uden at blive negativt påvirket.

Men den er langt fra blevet modtaget sådan af alle.

- Der vil altid være nogle, der giver dig et rap over næbet, hvis du stikker næsen så langt frem. Det har jeg også selv prøvet et par gange. Så jeg har været der for hende og mindet hende om, hvor fed en mission hun er på, siger Christopher.

- Det eneste, jeg kan sige er, at jeg synes, det er en megavigtig samtale. Jeg har brugt det meste af mit voksne liv på de sociale medier. Det er fedt, at hun har fået åbnet den dialog. Jeg er virkelig stolt af hende, og det er en sag, jeg kun kan bakke op om.

Cecilie Haugaard sagde i en video delt på Instagram, efter kritikken blussede op, at hun ville tage den til sig.

- Jeg anerkender, at jeg er en del af problemet. Men derfor håber jeg også, at jeg kan være en del af løsningen, lød det fra hende.

/ritzau/

Atlanta, 15/07/2025 - 03:00

Ikke-udgivet Beyoncé-musik stjålet fra koreografs bil

Parkwood Entertainment/Reuters

Harddiske med sange, der ikke er blevet udgivet, er stjålet fra bil, som blev brugt af koreograf og danser.

Uudgivet musik fra den amerikanske sanger Beyoncé er blevet stjålet fra en bil i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det skriver mediet BBC.

Tyveriet fandt sted den 8. juli - få dage inden, at Beyoncé spillede den første af fire koncerter i byen som del af sin Cowboy Carter-turné.

Her blev en række genstande stjålet fra en lejebil, som blev brugt af sangerens koreograf og af en af hendes dansere.

En politirapport viser, at harddiske med sange, der endnu ikke er blevet udgivet, er blandt de stjålne sager. Også dokumenter med planer for hendes shows og sætlister til tidligere og kommende koncerter blev stjålet fra bilen.

Politiet i Atlanta siger, at der er blevet udstedt en arrestordre på en mistænkt. Vedkommendes navn er dog ikke blevet offentliggjort.

Christopher Grant, som er koreograf for Beyoncé, og danseren Diandre Blue forklarer til politiet, at de havde parkeret den lejede bil, som var en sort Jeep Wagoneer, for at gå ind i et spiseområde med madboder, som lå i nærheden.

Da de vendte retur, var bilens bagrude blevet smadret, og to kufferter var forsvundet, lyder det i politirapporten om hændelsen.

De to har også fortalt til politiet, at de i bilen også havde oplysninger til Beyoncé, som de kalder meget personlige og følsomme.

Fra bilen blev der desuden stjålet en bærbar computer, designertøj og et par Airpods fra Apple.

Myndighederne har forsøgt at bruge en funktion, hvor man kan spore computer og Airpods, til at finde ud af, hvor de stjålne ting er, fremgår det af politirapporten.

Myndighederne har også undersøgt bilen for fingeraftryk, og de fandt i den forbindelse to "meget lette" aftryk, lyder det.

Det er umiddelbart uklart, hvorvidt de stjålne genstande er blevet fundet.

BBC har rakt ud til en repræsentant for Beyoncé vedrørende sagen, men sangeren er ikke umiddelbart vendt tilbage.

Beyoncé spillede Cowboy Carter-turnéens første koncert i Atlanta den 10. juli. Den sidste finder sted mandag aften amerikansk tid.

/ritzau/

Læs Mere >>

Atlanta, 15/07/2025 - 02:44

Ikke-udgivede Beyoncé-sange stjålet fra koreografs bil

Harddiske med sange, der ikke er blevet udgivet, er stjålet fra bil, som blev brugt af koreograf og danser.

Uudgivet musik fra den amerikanske sanger Beyoncé er blevet stjålet fra en bil i Atlanta i den amerikanske delstat Georgia.

Det skriver mediet BBC.

Tyveriet fandt sted den 8. juli - få dage inden, at Beyoncé spillede den første af fire koncerter i byen som del af sin Cowboy Carter-turné.

Her blev en række genstande stjålet fra en lejebil, som blev brugt af sangerens koreograf og af en af hendes dansere.

En politirapport viser, at harddiske med sange, der endnu ikke er blevet udgivet, er blandt de stjålne sager. Også dokumenter med planer for hendes shows og sætlister til tidligere og kommende koncerter blev stjålet fra bilen.

Politiet i Atlanta siger, at der er blevet udstedt en arrestordre på en mistænkt. Vedkommendes navn er dog ikke blevet offentliggjort.

Christopher Grant, som er koreograf for Beyoncé, og danseren Diandre Blue forklarer til politiet, at de havde parkeret den lejede bil, som var en sort Jeep Wagoneer, for at gå ind i et spiseområde med madboder, som lå i nærheden.

Da de vendte retur, var bilens bagrude blevet smadret, og to kufferter var forsvundet, lyder det i politirapporten om hændelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 08:00

FAKTA: Lav en hindbærsirup som base

* Smid hindbær i en gryde med vand, sukker og en ordentlig kvist timian. Vær ikke nærig med vandet, for det trækker vand ud af bærrene. En tommelfingerregel er at bruge dobbelt så meget vand som bær.

* Tilsmag undervejs, hvor meget timian den skal have.

* Lad det simre i 5-10 minutter, og lad derefter blandingen trække i 5-10 minutter. Gentag processen et par gange. Bagefter kan du reducere saften, så smagen bliver mere koncentreret.

* Brug siruppen som base for drinks eller saftevand.

Kilde: kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 08:00

Opgradér frugtsaften til sofistikerede sommerdrinks

Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Gør frugtsaften til en læskende voksendrink med et overraskende pift, og giv cocktailen et smagsboost med undervurderede urter.

Du har lavet en lækker saft med havens bær eller frugter. Farven er smuk, og duften er ren sommer. Men den er måske ikke en partystarter.

Med velvalgte krydderurter kan du dog løfte din søde drik fra "smølfe-hindbærsaft a la børnehave", som kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang poetisk udtrykker det, til en sofistikeret voksendelikatesse.

- Hvis man har lyst til at lave alkoholfri safter, som er tænkt til voksne, eller et alternativ til en sjus, så er krydderurter rigtig gode at tilføje. Så bliver det mere nuanceret og får den voksne kant, forklarer hun.

Der er nogle klassiske smagskombinationer, som man ikke går galt i byen med.

Louisa Lorang fremhæver rosmarin sammen med citron. Hindbær med timian. Og estragon i kombination med brombær.

- De passer bare godt sammen. Det er ufarligt, det bliver ikke mærkeligt i munden.

- Timian og hindbær - man kan næsten smage det allerede - det giver de søde, parfumerede hindbær noget kant, siger Louisa Lorang.

Man skal dog ikke lade sig begrænse til de nævnte kombinationer, tilføjer hun. Man kan også sagtens kombinere eksempelvis rosmarin og hindbær.

Har du en rabarbersaft, kan den også få nye nuancer ved at tilføje lidt magi fra haven.

- Lavendel er godt nok en blomst, men det er helt fantastisk sammen med rabarber, fordi parfumerne underbygger hinanden. Det kan man bruge både i saft og sorbet.

- Rabarber er også godt med peber. Og den vil også spille rigtig godt sammen med timian i for eksempel drinks eller is, siger Louisa Lorang.

Vil du plukke et friskt indslag til en drink, er havebogsforfatter og redaktør på Havenyt.dk Heidi Kirk Nissen glad for at bruge den mindre kendte urt bibernelle.

- Den har en meget mild agurkesmag. Jeg bruger bladene sammen med gin, hvor det har været meget populært med en kvist rosmarin eller agurk. Den er god i drinks med lys alkohol, der ikke overdøver dens fine smag, fortæller hun.

Bibernellens milde blade kan også bruges som et grønt urtedrys på vaniljeisen eller på kager med flødeskum, tilføjer hun.

Heidi Kirk Nissen bruger desuden havens lækkerier til at give isterningerne et festligt pift.

- Jeg har en salviesort, der hedder blue angel, som har meget intenst koboltblå blomster - det er nærmest 80'er. Og blomsterne fryser jeg inde i isterninger.

- Det samme gør jeg med ananassalviens blomster, og jeg har også gjort det med blade fra citronverbena, fortæller Heidi Kirk Nissen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek