Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/03/2024 - 14:42

Lars Findsen kræver oprejsning - klager over afvist krav

PET-chef delte intime oplysninger om Lars Findsen med politikere. Og det vil Findsen have en godtgørelse for.

Af: /ritzau/

Selv om Lars Findsen er blevet tilkendt et sekscifret erstatningsbeløb for at være blevet aflyttet i mere end et år, anholdt og efterfølgende fængslet i 71 dage, så er han langt fra tilfreds med anklagemyndighedens afgørelse.

Det fortæller den hjemsendte FE-chef onsdag til Ritzau.

- Vi har ikke fået medhold i kravet om tort, og vi har derfor klaget over afgørelsen, lyder det fra manden, som i de senere år har været centrum i en de mest opsigtsvækkende sager i den hjemlige offentlighed.

Her var Lars Findsen først sigtet og siden tiltalt for at dele strengt fortrolige oplysninger med journalister og med folk i sin omgangskreds.

Højesteret gik imod både by- og landsret og afviste efter et langt juridisk forløb anklagemyndighedens krav om, at sagen skulle køre i fuld lukkethed.

Det var blandt andet medvirkende til, at anklagemyndigheden valgte helt at opgive at føre sagen og droppe anklagerne mod både Lars Findsen og tidligere folketingsmand Claus Hjort Frederiksen, som var tiltalt i en parallel sag.

Også sigtelserne mod en tidligere ansat i Politiets Efterretningstjeneste blev frafaldet i samme sagskompleks.

Det juridiske begreb "tort", som Findsen vil have godtgørelse for, henviser til en krænkelse en person udsættes for på sin integritet - eller ære, om man vil.

I Findsens tilfælde handler det om dybt private oplysninger af intim karakter, som chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, har delt med politikere på Christiansborg under fortrolige briefinger.

- Det handler om på det principielle plan, hvad embedsmænd skal finde sig i at stå model til, siger Lars Findsen om begrundelsen for at gå videre med det spørgsmål.

Findsen har forlangt en godtgørelse på 50.000 kroner for den del af sagen, som dog er blevet skudt ned af Statsadvokaten i Viborg, der har behandlet erstatningssagen.

Her er Findsen blevet tilkendt et beløb, som ifølge Ritzaus beregninger ud fra de gældende takster på området ligger i omegnen af 200.000 kroner.

Beløbet dækker dels en frihedsberøvelse på 71 dage og dels en rumaflytning af Findsens hjem, som stod på i lidt over et år.

- Den del af erstatningssagen anser vi for at være en ekspeditionssag. Der er nogle helt faste takster for, hvad der gives i erstatning, og der er så givet dobbelt takst på grund af sagens alvor, siger Lars Findsen.

Lars Findsen blev anholdt i december 2021 og sad varetægtsfængslet hen over jul og nytår, inden han blev løsladt.

Hvis ikke Rigsadvokaten vil give Lars Findsen medhold i kravet om godtgørelse for tort, vil den hjemsendte FE-chef indbringe spørgsmålet for domstolene.

/ritzau/

København, 25/09/2025 - 13:00

FAKTA: Jenna Bagges placeringer i Vild med dans

* 2025: Deltager med tidligere fodboldspiller Peter Løvenkrands.

* 2023: Finale og andenplads med internetpersonligheden Fredrik Trudslev.

* 2022: Femteplads med skuespiller og komiker Joel Hyrland.

* 2021: Fjerdeplads med tv-personligheden og kagekendis Micki Cheng.

* 2020: Finale og andenplads med skuespiller Albert Harson, som hun nu er gift og har barn med.

* 2019: Syvendeplads med kok Umut Sakarya. Parret udgik af programmet, da Umut Sakarya trak sig grundet ondskabsfulde kommentarer på sociale medier.

* 2018: 12.-plads og dermed første par til at forlade konkurrencen med influent og tv- og radiovært Emil Thorup.

* 2017: Syvendeplads med kajakroer René Holten Poulsen.

* 2016: 11.-plads med fægter Patrick Jørgensen.

* 2015: Sjetteplads med cirkusartist Patrick Berdino.

* 2014: Tiendeplads med musiker Ausamah Saeed, der er kendt under kunstnernavnet USO.

Kilde: TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

USA, 25/09/2025 - 11:29

Ønskede en datter: Nu har Rihanna født sit tredje barn

Rihanna Via X/Reuters

Superstjernen Rihanna har sammen med sin kæreste, rapperen A$AP Rocky, to sønner. Nu er parret blevet forældre for tredje gang.

Megahits som "Don't Stop the Music", "Diamonds" og "Love on the Brain" skal nu skiftes ud med vuggeviser og godnatsange.

Superstjernen Rihanna har født sit og rapperen A$AP Rockys tredje barn.

Det afslører Rihanna på det sociale medie Instagram, hvor flere end 149 millioner brugere følger hendes opslag.

Den lille ny, der kom til verden 13. september, skal hedde Rocki Irish Mayers.

Den stolte far har kommenteret billedet med ordene: "My lil ladies", som kan oversættes til "mine små damer".

Parret har længe ytret ønske om at få en datter. Sammen har de i forvejen sønnerne RZA, som udtales "Rizza", på tre år og Riot på to år.

Den 37-årige barbadiske sanger har siden 2019 dannet par med den 36-årige amerikanske rapper, der bærer det borgerlige navn Rakim Mayers.

Ifølge modemagasinet Vogue har de kendt hinanden siden 2012, hvor de optrådte sammen til MTV Video Music Awards.

Men efter syv års venskab udviklede relationen sig til kærlighed, sagde Rihanna sidste år.

- Vi har kendt hinanden i lang tid. Jeg har set ham i forhold. Han har set mig i forhold. Vi har set hinanden uden at være i et forhold. Vi vidste begge, hvad vi kunne sammen - og de problemer, vi kunne bringe ind i hinandens liv.

- Så vi begyndte at date med stor forsigtighed ... Jeg lod bare det, der skulle ske, ske, sagde Rihanna og sammenlignede det med en blomst:

- Enten dør den, eller også blomstrer den. Men jeg lader den bestemme selv.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/09/2025 - 10:00

FAKTA: Du kan sagtens købe brugt

* Hvis du ikke vil investere i en dyr skaljakke fra ny, kan du sagtens købe den brugt.

* Det er dog værd at være opmærksom på, hvor slidt jakken er.

* Du kan tjekke i nakken, hvor limningen sidder. Tjek, om den er gået op. Du kan også tjekke ved håndled og skuldre, hvor slitage ofte ses.

* Du kan tilmed tjekke jakkens vandafvisende evne ved at smide nogle dråber vand på. Hvis de preller af, er det et godt tegn.

* Hos flere producenter vil der i jakkens vaskeanvisning stå, om den indeholder PFAS.

Kilde: friluftsvejleder og marketingkoordinator i Spejder Sport Mette Ihde.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/09/2025 - 10:00

FAKTA: Hvorfor er PFAS farligt?

* PFAS er en gruppe af over 10.000 stoffer.

* PFAS er problematisk, da deres nedbrydningsprodukter er persistente og dermed meget langsomt nedbrydelige i naturen.

* Mange af stofferne er derudover skadelige for miljøet og menneskers helbred. De kan være dårlige for immunforsvaret, hormonforstyrrende samt kræftfremkaldende.

* Den 1. juli 2025 indtrådte et forbud, der forbyder stofferne i beklædning, fodtøj og visse imprægneringsmidler til forbrugere i Danmark.

* Forbuddet har en overgangsperiode på 12 måneder, og derfor vil det ikke længere være lovligt at importere og sælge produkterne efter 1. juli 2026 - med undtagelse af lagerbeholdning, hvor salg tillades til 1. januar 2027.

Kilder: Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek