Majuro, 26/08/2025 - 06:44
Marshalløernes parlament er ødelagt efter voldsom brand
Natten til tirsdag udbrød en brand i Marshalløernes parlamentsbygning, så den nu meldes ubrugelig.
Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
En voldsom brand har tirsdag ødelagt parlamentsbygningen på Marshalløerne i Stillehavet.
Det oplyser landets brand- og politimyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Halvdelen af parlamentsbygningen er brændt væk, mens den resterende del er ubrugelig, oplyser en unavngiven embedsmand i det lokale politi.
Branden udbrød natten til tirsdag. Det fremgår ikke, hvordan branden er opstået.
Landets præsident, Hilda Heine, har endnu ikke kommenteret branden i parlamentet.
Marshalløerne er en selvstændig nation, der består af flere øer midt mellem Australien og Hawaii.
Øgruppen har en befolkning på omkring 42.000, hvoraf halvdelen bor i hovedstaden, Majuro.
Marshalløerne er blandt de mange øer i Stillehavet, der risikerer at blive hårdt ramt af klimaforandringer, efterhånden som vandstandene i verdenshavene stiger.
FN's øverste domstol, Den Internationale Domstol (ICJ), åbnede i juli op for, at lande, der bryder deres klimaforpligtelser, kan blive pålagt at betale erstatning til lande, der påvirkes negativt.
Det skete blandt andet efter pres fra Marshalløernes repræsentant.
- Da vandstandene stiger hurtigere end forventet, bliver de her lande nødt til at stoppe, sagde repræsentanten John Silk.
- Domstolen må ikke tillade dem at fordømme vores lande og vores folk til at blive begravet under vandet.
/ritzau/Reuters