Rom, 25/06/2025 - 18:44
Bezos ankommer til overdådigt og kritiseret Venedig-bryllup
Omkring 90 private jetfly ventes at ankomme til lufthavne nær Venedig med topnavne fra film- og medieverdenen.
Marco Sabadin/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Trods protester skydes "århundredets bryllup" snart i gang.
Jeff Bezos, som er grundlægger af Amazon, er onsdag sammen med sin forlovede, Lauren Sánchez, ankommet til Venedig i Italien.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I den kendte kanalby med den historiske bykerne venter tre dage med overdådige VIP-fester som fejring af deres bryllup - på trods af lokale protester.
Sted og dato for det egentlige bryllup er stadig ukendt. Nogle spekulationer går på, at de to muligvis allerede er blevet gift ved en privat ceremoni i USA.
Omkring 90 private jetfly ventes at lande i lufthavne omkring byen denne uge.
Med sig bringer de en lang række af kendisser, der ifølge mediet USA Today kan omfatte navne som skuespiller Orlando Bloom, tv-vært Oprah Winfrey og og mediepersonligheder som Kim Kardashian og Kris Jenner.
Det anslås, at fejringen vil koste Bezos et beløb svarende til mellem 300 og 350 millioner kroner.
Torsdag aften ventes fejringen af det, der er blevet døbt "århundredes bryllup", at begynde under åben himmel i buegangene i middelalderkirken Madonna dell'Orto, siger en anonym kilde med viden om planerne.
/ritzau/Reuters