København, 29/04/2025 - 06:48
Tv-stationer erklærer liberal sejr ved valg i Canada
Premierminister Mark Carneys liberale parti vinder det canadiske valg, forudsiger medierne CBC og CTV News.
Dave Chan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Canadas premierminister, Mark Carney, får efter alt at dømme lov til at blive ved magten i Canada.
Kort efter valgstederne lukkede tidligt tirsdag morgen dansk tid, viste de første prognoser fra tv-stationerne CBC og CTV News, at Det Liberale Parti kan danne regering.
Det endnu uvist, om Carneys parti får stemmer nok til at danne en flertalsregering.
Optællingen er i fuld gang i det nordamerikanske land, der spreder sig over seks forskellige tidszoner.
De to største partier, der kæmper om magten, er Det Liberale Parti og De Konservative.
Tirsdag morgen klokken 06.45 står Det Liberale Parti ifølge det foreløbige resultat til 42,9 procent af stemmerne. Samtidigt står De Konservative til at høste 41,7 procent af stemmerne.
Halvdelen af stemmerne er optalt.
Canadas premierminister, Mark Carney, fra Det Liberale Parti har siddet på posten siden 9. marts, hvor han afløste Justin Trudeau.
Det skete efter et formandsvalg i Det Liberale Parti.
Flere meningsmålinger frem mod valget har indikeret, at den konservative leder Pierre Poilievre ville ende som vinder.
CBC skriver, at "det virkede umuligt" for Det Liberale Parti at kæmpe sig tilbage i meningsmålingerne for få måneder siden.
Efter at Trudeau havde trukket sig, indledte USA's på det tidspunkt nytiltrådte præsident, Donald Trump, en handelskrig mod Canada. Trump ønskede blandt andet at indlemme Canada i USA.
Med Trump ved magten kom den canadiske valgkamp ifølge CBC mest til at handle om, hvilken af de to politiske ledere, der kunne styre Canada gennem en urolig tid præget af usikkerhed.
Selv om Mark Carney og Det Liberale Parti i flere meningsmålinger halede ind på Pierre Poilievre og De Konservative, tydede det ifølge CBC frem til valgdagen fortsat på en konservativ valgsejr.
Medlem af Det Liberale Parti og nuværende canadisk kulturminister, Steven Guilbeault, mener, at Trump har spillet en afgørende rolle i det canadiske valg.
- De utallige angreb, som præsident Trump har leveret mod Canadas økonomi, vores suverænitet og identitet, har mobiliseret canadierne.
- Jeg tror, at de i premierminister Carney har set en person, der har erfaringen til at begå sig på den internationale scene, siger Steven Guilbeault ifølge Reuters til CBC.
Carney har ikke en fortid i politik, men var indtil for få år siden centralbankchef for Bank of England og guvernør i Bank of Canada.
/ritzau/