Rødby, 21/06/2023 - 23:46
Knallertfører dør af sine kvæstelser efter ulykke i Rødby
En bil kørte onsdag aften ind i en knallert i Rødby. Knallertføreren er afgået ved døden, oplyser politiet.
Af: /ritzau/
En knallertfører er onsdag død af sine kvæstelser efter en færdselsulykke i Rødby tidligere på aftenen.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på det sociale medie Twitter kort efter klokken 23.30.
De pårørende er underrettet.
- Politiet er fortsat på stedet, hvor der foretages undersøgelser på uheldsstedet. Vi forventer at afslutte arbejdet inden for en time. Respekter anvisningerne på stedet, skriver politiet.
Det var onsdag kort efter klokken 21.30, at politiet i første omgang oplyste, at der havde været en alvorlig ulykke mellem en knallert og en bil i Rødby.
- Vi er lige nu massivt tilstede på Vestre Allé i Rødby sammen med redningsberedskabet, hvor der er sket et alvorligt færdselsuheld mellem en bil og en knallert. Krydset Vestre Allé/Vestergade er helt spærret, skrev politiet på Twitter.
Efterfølgende oplyste Nicolai Lynge, som er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at det var en bil, som havde påkørt en knallert.
De umiddelbare meldinger fra stedet lød, at knallertføreren var alvorligt tilskadekommen.
Ingen andre er kommet til skade i forbindelse med ulykken.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 21.17 onsdag.
/ritzau/




