Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/07/2026 - 21:14

Person dræbt i Nørresundby blev fundet efter skudveksling

Politiet har fredag skudt en formodet gerningsmand bag skyderi i Nørresundby. Han er alvorligt såret.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den person, der er afgået ved døden som følge af et skyderi i Nørresundby fredag, blev fundet død, efter at politiet havde nedkæmpet en mistænkt gerningsmand.

- Han er ikke blevet ramt af politiets skud, siger Claus Danø, der er politiinspektør i Nordjyllands Politi, på en pressebriefing fredag aften.

Personen blev fundet død, da politiet afsøgte gerningsstedet.

Politiet rykkede fredag eftermiddag ud til en anmeldelse på vejen Virkelyst i Nørresundby.

Da politiet ankom til stedet, blev det beskudt af en gerningsmand.

En betjent blev ramt af skud i benet. Han er fredag aften på operationsbordet i stabil tilstand, lyder det på briefingen.

- Politiet skal nu klarlægge hændelsesforløbet. Det skal undersøges, hvad der er sket, og hvad der ligger bag, siger politiinspektøren.

Justitsminister Nicolai Wammen (S) har i en skriftlig kommentar til Ritzau skrevet, at han tænker på de involverede.

- Mine tanker går til den afdøde, betjenten, de pårørende og kollegerne til betjenten, lyder det.

Fredag aften er politiet til stede på en adresse på Dronningsgade i Nørresundby i forbindelse med efterforskningen af sagen. Politiet ønsker ikke at dele yderligere om tilstedeværelsen.

Claus Danø kan på briefingen fredag aften ikke udtale sig om et muligt motiv bag hændelsen.

Det er dog politiets opfattelse, at der er tale om en isoleret hændelse, der ikke har relation til bandemiljøet, hvorfor der ikke menes at være fare for borgere.

Den formodede gerningsmand er blevet ramt af skud fra politiet.

Claus Danø siger, at han formentlig er ramt i halsen, men at det stadig er usikkert.

Derfor er Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) blevet underrettet om episoden, som det er kutyme, når en person kommer slemt til skade eller afgår ved døden som følge af politiets indgriben.

DUP har iværksat en efterforskning af hændelsen, lyder det i en pressemeddelelse fra myndigheden.

Ifølge Claus Danø er der forlydender om, at gerningsmanden skød mod civile på vejen Virkelyst.

- Så der kan være personer, vi endnu ikke har talt med, siger han og opfordrer vidner til at henvende sig på 1-1-4.

Den mistænkte benyttede en riffel i skyderiet.

Politiet har lavet et opsamlingssted på Virkelyst 3, der er i nærheden af gerningsstedet. Her er der rekvireret psykosocialt beredskab i samarbejde med Aalborg Kommune.

Politiets teknikere er fortsat på gerningsstedet, og der vil de være hele natten.

- Der pågår rigtig meget. Meget er uklart, og meget skal undersøges nærmere, siger Claus Danø.

Det er ikke kommet frem, om den mistænkte vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Hvis det er tilfældet, skal det ske, maksimum 24 timer efter at han blev anholdt.

Fordi den formodede gerningsmand er alvorligt såret, kan det være, at han ikke er i stand til at møde fysisk op i et grundlovsforhør.

I det tilfælde vil han blive fremstillet og eventuelt fængslet in absentia - altså uden at være til stede.

Hvis han fængsles, skal han fremstilles i et nyt grundlovsforhør, når han vurderes til at være frisk nok til det.

RITZAU

TjekDet - faktatjek