New York, 16/04/2025 - 15:58
Global handel står til nedgang i 2025 efter Trumps nye toldsatser
Nedgang ventes ifølge WTO at ramme Nordamerika hårdest, hvor både eksport og import vil falde markant.
Charly Triballeau/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den globale handel ventes at falde med 0,2 procent i løbet af 2025, hvis de aktuelle toldsatser opretholdes.
Det oplyser Verdenshandelsorganisationen (WTO) i sin årsrapport.
Dermed har WTO markant lavere forventninger til verdenshandlen nu end for et halvt år siden, hvor organisationen forventede en vækst i verdenshandlen på tre procent i 2025.
Ændringen hænger sammen med USA's præsident Donald Trumps indførelse af nye toldsatser, der rammer lande, som eksporterer varer til USA.
Kina bliver hårdest ramt med 145 procent told og har svaret igen med 125 procent told på amerikanske varer.
Nordamerika (USA og Canada) er den region, der ifølge WTO's prognose bliver hårdest ramt af nedgangen på verdensmarkedet.
Her forventer man et fald på 12,6 procent i mængden af varer, der eksporteres, og et fald på 9,6 procent i mængden af varer, der importeres.
Efter at Trump præsenterede den såkaldte "gensidige told" på varer fra en lang række lande, valgte USA at sætte de høje toldsatser på pause i 90 dage.
Til gengæld gælder nu en basistold på ti procent, som pålægges varer fra en lang række lande, samt told på stål, aluminium og biler.
Hvis de højeste toldsatser træder i kraft på et senere tidspunkt, bliver den globale handel ramt endnu hårdere, forudser WTO.
I så fald står den globale handel til at falde 1,5 procent i år, hvilket både er et resultat af toldens direkte og indirekte effekter.
Det vil være den største nedgang i verdenshandlen i løbet af et år siden 2020, hvor covid-19-pandemien satte store dele af verden i stå.
WTO's generaldirektør, Ngozi Okonjo-Iweala, siger i en pressemeddelelse, at det ikke bare er selve tolden, men også den usikkerhed, som Trumps toldtrusler har affødt, der kan stikke en kæp i hjulet på handlen.
- Jeg er dybt bekymret over den usikkerhed, der præger handelspolitikken - herunder kampen mellem USA og Kina.
- Den seneste deeskalering i toldspændingerne har midlertidig lettet noget af presset på den globale handel. Alligevel truer den fortsatte usikkerhed med at bremse den globale vækst med alvorligt negative konsekvenser til følge for verden, siger Ngozi Okonjo-Iweala.
WTO er en international organisation, som regulerer det internationale marked og fungerer som et forum for forhandlinger om handelsaftaler.
/ritzau/