København, 29/05/2023 - 20:34
12-årige prins Vincent slår far og storebror i royalt løb
Kronprins Frederik krydsede målstregen efter prins Christian og prins Vincent på ruten på ti kilometer.
Af: /ritzau/
Det blev prins Vincent på 12 år, der blev den første kongelige til at krydse målstegen efter ruten på ti kilometer i København og på Frederiksberg.
Han brugte omkring 47 minutter på at tilbagelægge strækningen ifølge B.T.
Han startede løbet sammen med sin storebror, prins Christian, og sin far, kronprins Frederik.
Prins Christian kom i mål efter cirka 50 minutter, mens kronprins Frederik blev den sidste af de tre. Han krydsede målstregen omkring tre minutter efter sin ældste søn ifølge TV 2.
- Det var hårdt, men godt. Vi klarede den, siger kronprinsen efter at have krydset målstregen.
Her fik han også at vide, at hans yngste søn var kommet først af de tre.
- Ej men du godeste! Men ham havde jeg også sat mine lommepenge på i dag, siger kronprins Frederik.
Ved målstregen stod kronprinsesse Mary og parrets to døtre, prinsesse Isabella og prinsesse Josephine.
Kronprins Frederik løb også ruten på ti kilometer sammen med sine to sønner sidste år. Her blev han slået af prins Christian, der krydsede målstregen et par minutter før sin far.
Kort inden løbets start gav kronprins Frederik da også udtryk for, at der var en vis konkurrence mellem far og sønner.
- Jeg har jo sagt til mine drenge, at de skal løbe frit, og de skal løbe deres eget løb. Og selvfølgelig mærke efter. Men det er da klart, at vi skal dele nogle tal om 45-minutters tid, sagde han til TV 2 kort inden start mandag.
De fem værtsbyer var i år Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.
Kronprinsen løb sit første løb i formiddags i Aabenraa. Her var det one mile-distancen, der svarer til 1,6 kilometer.
Efterfølgende har han løbet femkilometerdistancen i Herning.
Både prins Christian og prins Vincent løb med, da kronprinsparrets fire børn løb Royal Runs familiemil i København mandag eftermiddag. Efterfølgende løb prins Christian også femkilometerruten.
Samlet har 93.000 tilmeldt sig årets løb. Det er rekordmange.
Undervejs måtte beredskabet i København rykke ud til en person, der havde fået et ildebefindende.
- Jeg kan sige, at der har været et hjertestop, men at personen er blevet genoplivet, sagde Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta Atletik & Motion, til TV 2 Kosmopol tidligere mandag.
Løbet arrangeres af idrætsvisionen "Bevæg dig for livet" i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik Forbund.
/ritzau/