Kolding, 07/08/2025 - 12:17
Dreng sigtet for planer om skoleskyderi i Kolding
Tre er i hemmelighed blevet anholdt i sag om planer om skoleskyderi. 15-årig dreng er fængslet i sagen.
Af: /ritzau/
En 15-årig dreng blev lørdag fængslet i en sag om planlægning af et skyderi på en skole i Kolding, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Han er sigtet for drabsforsøg.
Politiet har indtil nu ikke oplyst om sagen, hvor to andre børn også er mistænkt for at have deltaget i at lægge drabsplaner. De to er under den kriminelle lavalder, og deres sager håndteres i regi af de sociale myndigheder.
Lørdagens retsmøde, hvor den 15-årige blev fængslet, foregik blev holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre.
Sagen drejer sig om Sct. Michaels Skole i Kolding og to konkrete personer, som ifølge Sydøstjyllands Politi har været udpeget som mål i sagen.
Politiet oplyser ikke nærmere om, hvor langt fremskreden planlægningen har været.
- Jeg vil gerne understrege, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget i efterforskningen, der tyder på, at der er en aktuel og konkret fare mod hverken den pågældende skole eller konkrete personer, siger vicepolitiinspektør Torben Simonsen i pressemeddelelsen.
Den 15-årige dreng og de to mindreårige blev alle anholdt fredag.
Politiet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen.
Dog oplyser Torben Simonsen, at politiet har været i dialog med både de mistænkte og deres forældre samt de personer, der angiveligt var tiltænkt som ofre samt deres forældre.
/ritzau/