Nimtofte, 12/08/2025 - 12:01
HBO laver dokumentarserie om drab på dansk familiefar
Seks personer blev dømt i sag om drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Nu laver HBO en serie om drabet.
Af: /ritzau/
Drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen bliver til en dokumentarserie på streamingtjenesten HBO Max.
Det skriver TV 2 Østjylland på baggrund af en pressemeddelelse fra Warner Bros. Discovery.
40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev dræbt 14. juli 2022 på en landejendom i Nimtofte på Djursland. Han blev tæsket med et jernrør og kvalt.
I ugerne forud blev han forsøgt dræbt tre gange - 2., 9. og 13. juli - hvor han blev lokket ud til en adresse i Allingåbro.
I alt er seks personer dømt for at have spillet en rolle i sagen.
Det gælder blandt andre Maibrit Wessel Busk Sørensen, som havde et forhold til Frank Dan Nørgaard Jørgensen sideløbende med sit ægteskab.
Frank Dan Nørgaard Jørgensen var far til et barn, som Maibrit Wessel Busk Sørensen var gravid med på tidspunktet for drabet.
Det fik Maibrit Wessel Busk Sørensen og hendes mand Mathias Wessel Busk Sørensen til at planlægge mordet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen.
Han skulle slås ihjel, fordi Mathias Wessel Busk Sørensen gerne ville påtage sig faderskabet. Her var det et krav, at barnets biologiske far ikke kom til at spille en rolle.
HBO-serien får titlen "Hestepigen fra Helvede".
/ritzau/