Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Silkeborg, 27/08/2026 - 15:53

Politi offentliggør billeder af død rumæner fra Gudenåen

Politiet håber på flere oplysninger om en 37-årig mand, der blev fundet i Gudenåen tynget ned af et bilbatteri.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Politiet offentliggør torsdag billeder af en afdød mand, som mandag blev fundet død i Gudenåen. Politiet efterforsker dødsfaldet som et drab.

Manden blev fundet død i vandet - hans krop blev tynget ned af et bilbatteri, som var spændt fast til ham.

Nu håber politiet, at man ved at offentliggøre billeder af manden kan få oplysninger om hans færden forud for hans død.

- Det kan være, man har haft manden ansat eller måske arbejdet sammen med ham. Det kan også være, man har haft ham indlogeret eller bare har set ham nede i det lokale supermarked, siger politikommissær Theis Thylstrup i en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi vil rigtig gerne høre fra enhver, der kan have set manden på billederne den seneste måned, siger politikommissæren.

Billederne er offentliggjort på politikredsens hjemmeside. Politiet bringer tre billeder af manden, som er en 37-årig mand fra Rumænien.

Mandens pårørende i Rumænien er underrettet.

Det var forbipasserende, som mandag eftermiddag fik øje på den afdøde mand og slog alarm til politiet.

Manden befandt sig i vandet i Gudenåen nær Brovejen ved Svostrup Kro, som ligger nordøst for Silkeborg.

Om eftermiddagen tirsdag meldte politiet ud på baggrund af en obduktion af manden, at han efter politiets opfattelse var offer for en forbrydelse, og at sagen blev efterforsket som et drab.

Onsdag meldte politiet ud, at manden kan have ligget i åen i op mod en uge, inden han blev fundet. Samtidig oplyste politiet, at man baserede mistanken om drab på de skader, som den afdøde havde.

Senere onsdag offentliggjorde politiet billeder af et bilbatteri. Batteriet var spændt fast til manden og havde tynget ham ned.

Politiet har oplyst, at manden kan være blevet dræbt et andet sted end ved findestedet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek