Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 15/02/2021 - 06:25

De Konservative overhaler Venstre i ny meningsmåling

Ugen efter at Inger Støjberg forlod Venstre, er De Konservative målt større end partiet i frisk meningsmåling.

Af: /ritzau/

I årtier har De Konservative ageret lillebror til Venstre i blå blok. Men skeler man til den seneste meningsmåling fra Voxmeter ville rollerne blive byttet om, hvis der valg i dag.

Meningsmålingen, der er foretaget far den 8. til den 15. februar måler De Konservative til at få 12,9 procent af stemmerne. Venstre er målt til 11,8 procent, hvilket omtrent er en halvering siden valget i juni 2019.

Venstre har i en længere periode været præget af personkonflikter, der har betydet, at både tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og tidligere næstformand Inger Støjberg har forladt partiet.

Sidstnævnte forlod partiet den 4. februar og Voxmeter-målingen er dermed den første, hvor Venstre i hele målingsperioden har været uden hende.

I takt med, at De Konservative er gået frem og Venstre tilbage, har flere stillet spørgsmål om, hvorvidt De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er blå bloks reelle statsministerkandidat. Noget han dog selv afviser.

- Den største fejl, jeg kan begå, er at begynde at tænke på det lige nu, for så ville jeg fuldstændig tabe fokus. Det, der fylder for mig, er, at de borgerlige partier skal have 90 mandater, siger han til Berlingske i onsdag sidste uge.

Voxmeter måler Socialdemokratiet til 32,9 procent, og målingen viser fortsat en markant føring til rød blok med estimeret 99 mandater.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek