Teheran, 21/04/2026 - 22:31
USA forlænger våbenhvilen med Iran - blokade fastholdes
Trump forlænger våbenhvilen med Iran, indtil Iran kan præsentere et samlet forslag. Blokaden fastholdes.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, forlænger våbenhvilen med Iran, indtil Iran kan præsentere "et samlet forslag" i fredsforhandlingerne med USA.
Det skriver Trump i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.
USA's blokade i Hormuzstrædet fastholdes, skriver han. Han uddyber ikke, hvor længe våbenhvilen kommer til at vare. Han uddyber heller ikke, hvad han mener med et forslag.
Den hidtil indgåede våbenhvile varede to uger og ville være udløbet inden for et eller to døgn.
/ritzau/




