Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 03/02/2023 - 09:54

USA mistænker Kina for at spionere med enorm luftballon

En luftballon, der er på størrelse med tre busser, mistænkes for at være sendt af Kina for at spionere.

Chase Doak/Reuters

Af: /ritzau/

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, sporer, hvad der mistænkes for at være en kinesisk spionluftballon, der har fløjet over USA.

Det siger amerikanske embedsmænd torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Intentionen med den her luftballon er helt klart overvågning, siger en amerikansk embedsmand, der udtaler sig anonymt.

I det amerikanske medie ABC News beskrives luftballonen som "enorm" og på størrelse med tre busser.

Den anonyme embedsmand siger ifølge Reuters, at den amerikanske regering har sporet luftballonen, siden den kom ind i amerikansk luftrum for et par dage siden.

Embedsfolk har afvist at fortælle, hvor højt ballonen har fløjet. De siger dog, at det var højere end civil lufttrafik, men ikke det ydre rum.

Topfolk i det amerikanske militær overvejede, om luftballonen skulle skydes ned over delstaten Montana, men besluttede at lade være på grund af en sikkerhedsrisiko.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at USA's præsident, Joe Biden, er blevet briefet om en "højtflyvende luftballon til overvågning" over USA.

Præsidenten spurgte, hvilke muligheder der var for at håndtere luftballonen.

Lloyd Austin, der er forsvarsminister i USA, havde derefter nogle diskussioner med topfolk i det amerikanske militær. Mens diskussionerne pågik, fløj et kampfly til luftballonen for at undersøge den.

De blev enige om ikke at skyde luftballonen ned.

En højtstående embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium siger til ABC News, at denne luftballon ikke er den første.

- Tilfælde af den slags aktivitet er blevet observeret i gennem de seneste flere år - også inden denne administration (præsident Bidens, red.).

Pentagon mener ikke, at luftballonen udgør en alvorlig efterretningstrussel.

- Vi vurderer, at luftballonen har en begrænset værdi fra et informationsindsamlingsperspektiv, siger en anonym embedsmand ifølge AFP.

Amerikanske embedsfolk har ifølge Reuters kontaktet kinesiske embedsfolk om sagen.

- Vi har fortalt dem, hvor alvorligt vi tager dette problem, siger en amerikansk embedsmand.

De kinesiske myndigheder er ved at sætte sig ind i hændelsen, oplyser en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.

- Vi håber, begge sider kan håndtere situationen roligt og tilrådeligt, siger talsmanden ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Luftballonen har fløjet over det nordvestlige USA, hvor der ligger flere følsomme militærbaser, og hvor der er strategiske missilsiloer under jorden.

Senere torsdag lokal tid oplyser det canadiske forsvarsministerium, at det har registreret en "højtflyvende overvågningsluftballon", som det overvåger, skriver Reuters.

Ministeriet uddyber ikke, hvorvidt der er tale om den samme ballon, som var over USA, eller om man mistænker Kina for at stå bag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek