Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/07/2026 - 21:01

AGF ser rødt og taber klart i jagten på Champions League

Efter et rødt kort til Jesper Hansen fik AGF stryg af polske Lech Poznan i Champions League-kvalifikationen.

Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Drømmen om Champions League led et alvorligt knæk for AGF tirsdag aften.

I den første af to kampe i anden runde af kvalifikationen tabte det danske mesterhold således med hele 1-4 på hjemmebane til polske Lech Poznan, som dermed er storfavorit til at avancere efter returkampen i Polen om otte dage.

Allerede før pausen bragte Lech Poznan sig i en favorabel situation med to mål, og AGF blev tilmed ramt af et rødt kort til keeper Jesper Hansen.

AGF startede ellers optimistisk og havde optræk til gode muligheder på den lånte hjemmebane i Randers.

Men træner Niels Frederiksens polske mandskab viste også tænder i den anden ende.

Efter en lille halv time udnyttede den tidligere Randers-angriber Mikael Ishak, at AGF's Jonas Jensen-Abbew var passiv, og svenske Ishak tordnede bolden i nettaget til 1-0.

Målet gav polsk overtag, og en håndfuld minutter senere måtte Jesper Hansen stoppe et farligt angreb. VAR-billederne afslørede, at veteranmålmanden brugte hånden uden for feltet, og så var AGF nede på ti spillere.

Norske Mads Hedenstad tog plads mellem stængerne, men blot for at blive overlistet et par minutter senere.

Lech Poznan spillede sig igennem, og igen satte en svensker prikken over i'et, da Patrik Wålemark øgede til 2-0.

AGF forsøgte at finde fodfæste i undertal og lykkedes med det efter pausen.

Knap ti minutter var afviklet af anden halvleg, da unge Frederik Emmery fra baglinjen fandt anfører Kristian Arnstad, der dirigerede reduceringen i nettet.

AGF rakte ud efter mere i de efterfølgende minutter, men løb så ind i en gedigen mavepuster.

Den ghanesiske stopper Terry Yegbe tog chancen fra omkring 35 meter og tordnede bolden i hjørnet via stolpen til polsk 3-1-føring efter en time.

Det tog pusten fra AGF, der kort efter indkasserede igen. Eric Kahl blev den lille i en duel med Wålemark, der nemt scorede til 4-1 alene foran Hedenstad.

Nu har AGF noget af et bjerg at bestige i returen næste onsdag, men skulle AGF tabe sammenlagt, har holdet dog stadig mulighed for at kvalificere sig til Europa League eller Conference League.

RITZAU

TjekDet - faktatjek