Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 26/08/2025 - 10:00

Jesper Binzer springer ud som skuespiller

Frontmanden i D-A-D, Jesper Binzer, skal prøve kræfter med en helt ny slags scene. Han har landet en rolle i teateropsætningen af Pink Floyd-albummet "The Wall".

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Når forestillingen "Another Brick in the Wall, Part 5", der er baseret på Pink Floyd-albummet "The Wall", vender tilbage på de skrå brædder, bliver det med en helt ny hovedrolleindehaver i front.

D-A-D's frontmand, Jesper Binzer, debuterer som skuespiller.

Det annoncerer Østre Gasværk Teater i en pressemeddelelse.

Forestillingen er blevet opført før. Men denne gang skaleres den op i arenaformat, når den først får premiere i Jyske Bank Boxen i Herning, inden den indtager Royal Arena i København.

- Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at slippe mit indre cirkusæsel løs i den her manege!, udbryder Jesper Binzer i pressemeddelelsen.

Efter aftale med frontmanden Roger Waters blev Østre Gasværk Teater det første teater i verden, der fik lov til at transformere Pink Floyd-albummet "The Wall" professionelt til teaterformatet.

- The Wall formår at gøre historien om en apatisk rockstjerne til en dybt empatisk fortælling om isolation og fremmedgørelse, som alle kan relatere til, samtidig med at historien serveres i en indpakning, der både er musikalsk, farlig og visuelt fuldkommen legendarisk, lyder det videre fra Jesper Binzer.

Ifølge Christian Krage, der er kunstnerisk direktør i Live Nation Danmark, der er med til at præsentere forestillingen, gør Jesper Binzers 41 år i front for D-A-D ham rustet til rollen som rockstjernen Pink.

- Det er et perfekt match, og vi glæder os til at give publikum en forestilling i absolut arenaformat, siger han i pressemeddelelsen.

Pink Floyd blev dannet i 1965 og albumdebuterede i 1967 med pladen "The Piper At The Gates Of Dawn".

Det britiske band udgav i 1979 "The Wall", som rummer signaturnummeret "Another Brick in the Wall", som Østre Gasværks Teaters forestilling er baseret på.

"Another Brick in the Wall, part 5" får premiere i Jyske Bank Boxen i Herning 23. april 2026. Fra 30. april spiller den i Royal Arena i København.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek