Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 06/05/2026 - 01:13

Tiltale mod mistænkt for attentat mod Trump under middag udvides

Et hagl fra Cole Tomas Allen var "filtret ind i fibrene på en Secret Service-agents vest", har anklager sagt.

Af: /ritzau/

Anklagen mod en formodet gerningsmand bag et angrebsforsøg ved en korrespondentmiddag i USA den 25. april er blevet udvidet.

Han anklages nu også for at have skudt mod en Secret Service-agent.

Det oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anklagen lægges oven i tre andre punkter, der blev rejst mod den 31-årige Cole Tomas Allen, da han mødte i retten to dage efter hændelsen.

Den føderale anklager i sagen, Jeanine Pirro, udtalte i weekenden, at efterforskere har fundet et hagl fra ammunitionen i Allens våben, som sad "filtret ind i fibrene på Secret Service-agentens vest."

Han er nu tiltalt for fire lovovertrædelser. Den mest alvorlige er forsøg på et attentat mod USA's præsident, Donald Trump.

Han er også anklaget for at have transporteret skydevåben og ammunition på tværs af delstatsgrænser med intention om at begå en voldelig forbrydelse.

Derudover er han anklaget for brug, besiddelse og affyring af et skydevåben under en voldelig handling.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek