Brøndby, 18/04/2025 - 20:56
FCN sætter en stopper for Brøndbys optur i nulløsning
Andreas Hansen og debutant Gavin Beavers sørgede for den første målløse kamp mellem Brøndby og FCN i 13 år.
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter sejre over AGF, FC Midtjylland og FC København blev Brøndbys optur fredag bremset en smule, da det hjemme blot blev 0-0 mod FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsspil.
Uden at sprudle havde Brøndby flest chancer, men Andreas Hansen i FCN-buret havde en solid dag på kontoret med et par store redninger.
Det samme kan siges om den 19-årige amerikaner Gavin Beavers i Brøndbys mål, der præsterede et clean sheet i sin seniordebut på dansk grund, omend han ikke havde helt så meget at lave.
Tilsammen sørgede Hansen og Beavers for den første nulløsning mellem mandskaberne i næsten 13 år.
Med det uafgjorte resultat forsømte Brøndby at hale ind på FCM og FCK i toppen og melde sig ind i guldstriden for alvor. Fire og seks point har Brøndby op til henholdsvis FCK og FCM.
FCN er nummer seks og sidst i mesterskabsspillet, men har blot fire point op til Brøndby på tredjepladsen.
Fredag lagde Brøndby ud som lyn og torden og skabte tre muligheder af varierende størrelse inden for det første kvarter.
Størst var en mulighed til en blank Mathias Kvistgaarden, som FCN-keeper Andreas Hansen fik afværget med en glimrende parade.
FCN kom siden bedre med, men i begge ender manglede snert og kvalitet i de sidste afleveringer, hvorfor chancerne var en begrænset størrelse og ikke besværede hverken Hansen eller Beavers i den anden ende.
Tredjekeeper Beavers, der vogtede buret på grund af karantæner til Patrick Pentz og Thomas Mikkelsen, måtte til gengæld i aktion i starten af anden halvleg, da Benjamin Nygren forsøgte sig fra kanten af feltet.
Den klarede den 19-årige amerikaner fint, og det samme gjorde han senere med en fodparade, da Sindre Walle Egeli testede ham fra en spids vinkel.
Ind imellem havde også Hansen fremvist sine evner, da Nicolai Vallys forsøgte sig efter et gennemspillet Brøndby-angreb.
Brøndby forsøgte i slutfasen at presse på for et sejrsmål, men det blev aldrig særligt sammenhængende eller potent, og i overtiden brillerede Hansen med endnu en pointgivende aktion.
/ritzau/