Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/09/2026 - 17:40

To personer har fået alvorlige skader efter sammenstød med politibåd

En politibåd og en civil båd er kollideret ud for København. To tilskadekomne er bragt til hospitalet.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En politibåd på patrulje var tidligere lørdag eftermiddag involveret i et sammenstød med en civil båd med otte personer om bord ved Middelgrundsfortet ud for Københavns Nordhavn.

To personer fra den civile båd kom til skade ved sammenstødet og er bragt til Rigshospitalet.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Simon Hansen oplyser til Ritzau, at de to personer har "relativt alvorlige skader" - blandt andet mindre brud - men at skaderne ikke har et omfang, som har bragt dem i kritisk tilstand.

De øvrige seks om bord på den civile båd er ligesom betjentene på politibåden blevet tilset af læger.

- Der var ikke nogen af dem, som skulle have større skader, siger Simon Hansen.

Billeder og videoer fra stedet viser, at mindst to akutlægebiler, to ambulancer, tre politikøretøjer, en række motorcykelbetjente og Hovedstadens beredskab var til stede på kajen ved Langelinie.

To ambulancer og en akutlægebil kørte efterfølgende fra stedet med politieskorte.

Lige nu er det stadig uklart, hvad der forårsagede ulykken.

Københavns Politi har underrettet Søfartsstyrelsen, Havarikommissionen og Den Uafhængige Politiklagemyndighed, oplyste kredsen tidligere på eftermiddagen på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Vi og de nævnte myndigheder skal nu undersøge, hvad der er sket på vandet. Vi oplyser mere her, når vi kan.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed behandler klager over politiets adfærd og efterforsker straffesager vedrørende politipersonale og personale i anklagemyndigheden.

Herudover iværksætter Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Havarikommissionens formål er at forebygge havarier og ulykker ved indsamling og analyse af oplysninger, udarbejdelse af konklusioner, herunder fastlæggelse af årsag og/eller medvirkende faktorer samt udarbejdelse af sikkerhedsanbefalinger til forbedring af sikkerheden.

RITZAU

TjekDet - faktatjek