København, 25/06/2025 - 20:01
Liverpools Harvey Elliott sparker England i EM-finale
England er klar til finalen ved U21-EM i Slovakiet efter en semifinalesejr på 2-1 over Holland.
Radovan Stoklasa/Reuters
Af: /ritzau/
Harvey Elliott blev afgørende, da England onsdag aften spillede sig i finalen ved EM i fodbold for U21-landshold.
Den formstærke Liverpool-spiller scorede nemlig begge mål, da englænderne i semifinalen nedlagde Holland med 2-1.
Harvey Elliott bragte England på 1-0 efter lidt mere end en time, og han var også manden bag det afgørende mål i slutfasen, efter at Holland var lykkedes med at bringe balance i regnskabet.
I finalen skal England møde enten Tyskland eller Danmarks banemænd fra Frankrig. De to mastodonter mødes senere onsdag aften.
Harvey Elliott har haft et forrygende EM i Slovakiet. I kvartfinalen kom han også på måltavlen, da England slog en af de øvrige forhåndsfavoritter Spanien ud.
Onsdag lynede han første gang efter 62 minutter, da han blev fri i højre side af hollændernes felt og bragede bolden i nettet til 1-0.
Efter 86 minutter var han på pletten igen efter en forrygende soloaktion. Midt på hollændernes banehalvdel tog han fat i bolden og driblede sig vej til udkanten af feltet, hvorfra han bankede den i nettet til 2-1.
Noah Ohio stod for Hollands udligning efter 72 minutter.
/ritzau/