København, 28/01/2026 - 07:41
Aftale om at sænke moms på fødevarer er på plads - præsenteres tirsdag
Der er indkaldt til pressemøde om fødevarerpriser tirsdag formiddag. Medier erfarer, at momsen sænkes i 2028.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Finansministeriet har indkaldt til et kort pressemøde klokken 10 om en "aftale om fødevarepriser".
Regeringen og en række partier kommer her til at præsentere, at fødevaremomsen skal sænkes fra 2028 og frem.
Det erfarer Ekstra Bladet og TV 2. Børsen erfarede det samme mandag.
Ifølge medierne afsættes der seks milliarder kroner årligt til at sænke momsen fra 2028.
Men det er stadig uafklaret, om pengene skal bruges til at sænke momsen på frugt og grønt eller alle fødevarer. Det skal først besluttes på et senere tidspunkt, skriver partierne.
Dermed lyder det ikke til, at regeringen har løst uenigheden internt.
For hvor Venstre ønsker, at momsen skal sænkes på alle fødevarer, vil Moderaterne have den fjernet helt på frugt og grønt.
I midten står Socialdemokratiet, der ikke har valgt side. Men statsminister Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun hælder til at sænke momsen på fødevarer generelt.
TV 2 erfarer videre, at det er De Konservative, Danmarksdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale, der har indgået aftalen med regeringen.
/ritzau/




