København, 02/11/2025 - 08:00
Neel Rønholt dropper hellig sommer: Jeg har stor opbakning hjemmefra
Skuespiller Neel Rønholt står til sommer på revyscenen for første gang. En oplevelse, som hun glæder sig til at dele med sin mand og sine to døtre.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
Normalt er sommeren hellig for Neel Rønholt, men sådan kan det ikke være i 2026.
Her har den 41-årige skuespiller nemlig sagt ja til at stå på scenen i den stjernespækkede Tivolirevyen med kollegerne Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Sicilia Gadborg, Mikkel Becker Hilgart og Lea Thiim Harder.
Det har hun gjort, selv om hun sjældent siger ja til arbejde, der ligger i sommerferien.
- Tivolirevyen er så særligt et tilbud, at jeg synes, at det var det værd at sige ja, siger hun og fortsætter:
- Og så er det i Tivoli, og jeg ved, at mine børn vil elske at komme med på arbejde. Det har en betydning, når jeg kan lave nogle af de ting, hvor arbejde og privatliv kan smelte en lille smule sammen.
Privat danner Neel Rønholt par med skuespiller Jens Sætter-Lassen, der er kendt fra en af hovedrollerne i DR-serien "1864" og som den pigeglade musiker Jesper Duelund i TV 2-serien "Badehotellet".
Parret blev gift i sommeren 2023, og sammen har de to døtre.
- Da jeg fortalte mine børn, at jeg skulle arbejde i Tivoli, var min yngste sådan: "Kan man det?". Hun syntes bare, det var det sejeste. Så på den måde er der stor opbakning hjemmefra, siger hun og griner.
Døtrene er da også ved at have en god forståelse af det usædvanlige arbejde, som flere i familien har.
- Fra de var helt små, har de jo nærmest ikke kunnet se en tegnefilm, uden at en eller anden i familien har lagt stemme til den, fortæller Neel Rønholt.
Døtrenes farfar er skuespiller Søren Sætter-Lassen, som har en lang karriere inden for teater, film og tv i blandt andet "Badehotellet".
Her spillede han som vekselerer August Molin direkte over for sin søn.
Deres farmor er skuespiller Vibeke Hastrup, som blandt andet har lagt stemme til en række af film, heriblandt "Tarzan", "Monsters, Inc." og "Charlie og chokoladefabrikken".
Så det er ikke et fremmed syn, at de nu kan se deres mor i Glassalen i Tivoli, selv om det bliver i løbet af sommerferien.
- Det er jo bare en lidt anderledes form for sommerferie, siger Neel Rønholt og fortsætter:
- Og så har vi jo et job, hvor vi er fleksible, og så må vi holde sommer eller tage på ferie på et andet tidspunkt.
Det er første gang, at Neel Rønholt skal spille revy.
Hun er uddannet fra Statens Teaterskole i 2011, men allerede inden var hun med i flere danske film som "Anja & Viktor" samt tre Min søsters børn-film.
Senest har hun kunnet opleves i tv-serierne "Mercur", "Sygeplejeskolen", de tre Tinka-julekalendere samt DR-serien "Orkestret", som hun i 2025 var nomineret til en Robert-pris for.
Hun medvirkede også i hele første sæson af "Badehotellet" samt enkelte afsnit i de senere sæsoner som Sibylle, der i starten af serien var gift og ventede sig med kongelig skuespiller Edward Weyse.
/ritzau/




