Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/05/2025 - 12:27

Hustru til hashhandler mister ejendom til fire millioner

Særlig regel i straffeloven giver staten mulighed for at konfiskere formue hos nærtstående til dømte.

Jorge Guerrero/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I en af de mængdemæssigt største sager om hash mister hovedmandens hustru nu en ejendom til fire millioner kroner.

Det er udfaldet af en sag ved Københavns Byret, som har bestemt, at ejendommen i Dragør skal konfiskeres.

I alt tjente manden 12,7 millioner kroner, da han sørgede for at få sendt hash til Danmark.

Det har retten fastslået i en sag, som er et efterspil til en dom fra juni sidste år.

I mere end to år levede familien i Sydspanien af penge fra hashforretningen, og han har selv talt om de "klamme narkopenge".

Blandt andet blev børnene sendt i privatskole til 18.000 euro i kvartalet, er det kommet frem i et retsmøde.

Huset hjemme i Dragør blev købt for 4,1 millioner kroner af manden i september 2023. I januar sidste år blev det derefter overdraget til hustruen.

I dommen bliver det fastslået, at ejendommen ikke blev købt for penge, der stammer fra kriminalitet.

Men alligevel giver en særlig regel i straffeloven adgang til konfiskation.

I paragraf 76 a står, at der under særlige betingelser kan ske konfiskation af formueaktiver hos en dømts ægtefælle eller samlever eller andre med tæt forbindelse til den dømte.

Det kan blandt andet ske, når der er idømt en straf på fængsel i seks år og derover.

Parret har ikke kunnet overbevise retten om, at ejendommen blev købt på normal måde.

Selv om gældsbreve blev skrevet på en advokats brevpapir, var vilkårene for lånene usædvanlige, og der var ingen sikkerhedsstillelse, fremhæver retten.

Dommen, der blev afsagt forleden, er dog ikke endelig. Den er anket til landsretten, oplyser advokaterne Danni Richter og Thomas Brædder, der har repræsenteret parret.

Det var sidste sommer, at manden gik til bekendelse. Under blandt andet profilnavnet "Scantcanary" på en krypteret kommunikationstjeneste havde han en ledende og koordinerende rolle i de illegale aktiviteter.

Fra september 2019 og halvandet år frem sendte han i alt 4,2 ton hash til det danske marked. I et retsmøde 17. juni sidste år blev straffen fastsat til fængsel i syv år. Heri indgår rabat for tilståelsen.

I det nye kapitel om de økonomiske forhold har han selv sagt, at han kun tjente mellem to og to en halv millioner kroner, men retten er altså nået frem til et helt andet beløb.

I forretningen var der udgifter til transport, lagermand, runner og pengemand, og fire personer skulle deles om puljen.

Facit i rettens regnestykke er, at hans fortjeneste var tre kroner per gram. Derimod mente anklagemyndigheden, at udbyttet skulle sættes til fire kroner per gram.

Det er sjældent, at der konfiskeres tocifrede millionbeløb i sager om ulovlige stoffer.

I en sag sidste år bestemte retten at konfiskere 20 millioner fra en christianit, der havde boden "Candy" i Pusher Street, og som på en krypteret kommunikationstjeneste kaldte sig "King Kong".

/ritzau/

København, 18/05/2025 - 11:06

Kongeparret lykønsker pave Leo med indsættelsen

I anledning af søndagens indsættelsesmesse for pave Leo, sender kongeparret en hilsen til paven.

Kongeparret sender lykønskning til pave Leo XIV.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

I anledning af søndagens indsættelsesmesse af den nye pave Leo, sender Kongeparret en besked, hvor de lykønsker paven.

Det fremgår det af beskeden, at kongeparret "ønsker at udtrykke vores bedste ønsker for dit personlige velbefindende og velstanden i din region".

Derudover understreges deres værdsættelse af forholdet til Den Hellige Stol:

- Vi værdsætter vores varige forhold til Den Hellige Stol, som er baseret på vores fælles engagement for fred, retfærdighed og religionsfrihed, står der i beskeden på kongehusets hjemmeside.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 18/05/2025 - 08:00

Tivolirevyen-instruktør: Vi er oppe på øretævernes holdeplads

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Da Mads M. Nielsen blev tilbudt at være instruktør for Tivolirevyen af Linda P, blev han glad, men var straks bevidst om det store ansvar, der hører med.

Med en historie, der strækker sig tilbage til det 19. århundrede, er Tivolirevyen en af Danmarks mest traditionsrige forestillinger.

Når revyen i år skal sættes op i Glassalen i forlystelsesparken i hjertet af København, er det med komiker Linda P som kreativ chef.

Hvor det er hendes vision, der skal udfolde sig på scenen, er det under instruktion af Mads M. Nielsen, som husker sin egen reaktion, da han fik tilbuddet.

- Jeg blev glad, men jeg tænkte også: "Okay, så er vi oppe på øretævernes holdeplads", men det er også fedt nok, lyder det fra den 54-årige instruktør.

Han har erfaring med revy, men aldrig noget på størrelse med den i Tivoli.

- Jeg har før lavet Revyen i Helsingør. Det er der ikke nogen, der har en mening om. Så kan du tillade dig at lave jokes, som du ikke kan tillade dig at lave her, siger han og tilføjer:

- Til gengæld er der nogle ting, du kan få lov til at lave her, som økonomisk ikke ville kunne lade sig gøre normalt.

Han fremhæver sommerens Tivolirevy som et af højdepunkterne i karrieren. Ikke mindst fordi han skal instruere Linda P, Kurt Ravn og Thomas Warberg.

Søs Egelind var oprindelig også en del af castet, men hun har siden trukket sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Mads M. Nielsen er også kendt som skuespiller, hvor han blandt andet har medvirket i filmen "Flammen & Citronen" og tv-serierne "Krøniken" og "Karrusel".

For sin præstation i forestillingen "Udslet Hornsleth" på Teater V i København vandt han i 2011 en Reumert for Bedste Mandlige Hovedrolle.

Når han nu skal instruere Tivolirevyen, er det som førnævnt med Linda P's manuskript. Hun har fortalt instruktøren, at de skal redefinere revyformatet en smule.

- Det er, fordi vi skal se, om vi ikke kan få en ny generation til at komme - få lidt yngre mennesker til at gå til revy, siger Mads M. Nielsen og fortsætter:

- Det har været superinteressant, men det er også lidt angstprovokerende, for det er jo meget nemmere bare at blive ved med noget, som man ved virker.

Og hvordan laver man så humor, der henvender sig til teenagere i et format med 140 år på bagen?

- At der kommer en politiker og siger noget sjovt om en eller anden sag, og så synger de en sang, er ikke der, hvor unge mennesker er i dag, siger instruktøren, der selv er 54 år, og fortsætter:

- De unge er mere opsatte på, hvad der egentlig sker i samfundet. De har gang i identitetspolitik, hvad man anser sig selv som, hvordan vi taler til hinanden og patriarkatet. De har gang i en helt anden dagsorden end "uha, magthaverne er uretfærdige".

Mads M. Nielsen fortæller, at de fortsat vil gøre grin med magthaverne i Tivolirevyen, men at det ikke på samme måde er grundpillen. I stedet vil mennesker være i fokus.

Det udelukker dog ikke, at de også kommer til at skulle lave sjov med alvorlige emner.

- Jo frygteligere det er, jo vigtigere er det, at vi griner af det. Det er vigtigt, at vi ikke gør nogen fortræd, mens vi griner. Men det er vigtigt at grine. Det er den bedste medicin, der findes, understreger han.

Hvad Tivolirevyen i år kommer til at indeholde, kan man se i Glassalen i den københavnske forlystelsespark, hvor der er premiere 5. juni. Her vil revyen køre hen over sommeren frem til og med 13. juli.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 18/05/2025 - 10:00

FAKTA: Hvad er ejendomsforbehold?

* Ejendomsforbehold er et vilkår i en aftale om kreditkøb, der indebærer, at sælgeren forbeholder sig ejendomsretten over det solgte eller ret til at tage det solgte tilbage, indtil køberen helt eller delvist har betalt købesummen.

* Der er en række betingelser for, at et ejendomsforbehold kan anses for gyldigt.

* Ved forbrugerkøb gælder det blandt andet, at køberen senest ved levering af bilen skal have betalt en udbetaling på mindst 20 procent af kontantprisen.

* For forbrugerkøb gælder det desuden, at et finansieringsselskab som udgangspunkt skal tage det solgte tilbage som fuld og endelig indfrielse af parternes mellemværende.

Kilder: skat.dk og lex.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 18/05/2025 - 10:00

Få styr på reglerne før du køber en bil på afbetaling

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Hvis du køber en bil på afbetaling, kan sælger have ejendomsforbehold. Det betyder, at bilen kan tages tilbage, hvis du ikke betaler afdrag som aftalt.

Hvis du skal købe eller allerede har købt en bil, kan der være særlige vilkår, du bør kende til og være opmærksom på.

Et af dem er ejendomsforbehold. Det har en bil som udgangspunkt, hvis den er købt på afbetaling hos en forhandler, fortæller Uffe Foged Jespersen, der er jurist i bilejernes interesseorganisation FDM.

- Det betyder, at den, der giver lånet, bevarer ejendomsretten, indtil hele købesummen er betalt. Når der er tale om et bilkøb, vil det typisk være et finansieringsselskab, siger han.

- Den, der har ejendomsforbeholdet, har altså ret til at tage bilen tilbage, hvis køberen for eksempel misligholder sine afbetalingsforpligtelser.

Ifølge Uffe Foged Jespersen kan ejendomsforbehold være helt afgørende for, om en køber overhovedet kan få godkendt et billån.

- Formelt set er det stadig køberen, der ejer bilen - også selv om der er ejendomsforbehold, forklarer juristen og uddyber:

- Men hvis køberen ikke betaler afdrag til tiden eller undlader at tegne en kaskoforsikring, risikerer vedkommende at miste ejerskabet over bilen.

En ansvarsforsikring er lovpligtig for alle biler. Den dækker skader på andre personer og andres køretøjer eller ejendom.

Men skader på din egen bil er ikke dækket. Det kræver en kaskoforsikring, der er helt frivillig.

- Der er altså ikke noget problematisk ved et ejendomsforbehold, så længe køberen overholder sin aftale med finansieringsselskabet. Der er faktisk også en forbrugerbeskyttelse i loven, siger Uffe Foged Jespersen.

- Hvis ens økonomiske forhold skulle ændre sig, så man ikke længere har mulighed for at betale afdragene som aftalt, må finansieringsselskabet som udgangspunkt nøjes med at tage bilen tilbage til endelig indfrielse af restgælden.

Men han understreger, at tanken ikke er, at køberen skal kunne fortryde købet af bilen og aflevere den tilbage.

Lovens formål er at beskytte forbrugere, der får en forværret økonomisk situation.

- Vi oplever, at der er bilejere, som ikke kender til konsekvenserne af at skulle aflevere en bil, der har ejendomsforbehold, og af at misligholde låneaftalen, siger han.

- Man risikerer at blive registreret i RKI, så man ikke kan optage et nyt lån. Og udbetaling samt de afdrag, man allerede har betalt, går tabt.

I de seneste år er priserne på især elbiler faldet markant. Det har medført, at nogle bilejere nu er teknisk insolvente. Det vil sige, at deres restgæld overstiger bilens nuværende værdi.

Det kan være fristende i den situation at få indfriet sin restgæld ved at aflevere bil og nøgler til finansieringsselskabet.

- Det er muligt at gøre med de nuværende regler. Men formålet med loven er at beskytte forbrugeren, hvis økonomien pludselig skulle ændre sig, siger Uffe Foged Jespersen.

- Hvis reglerne begynder at blive brugt til helt andre formål, kan det jo være, at der bliver kigget på reglerne.

Køber skal have misset betaling af afdrag, før det kan komme på tale, at bilen skal afleveres, tilføjer han.

Har bilen skader, der ikke er almindelig slitage, risikerer køberen også at skulle betale for en eventuel værdiforringelse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek