16/10/2025 - 08:00
Det svære jobvalg: Skal du blive eller søge nye udfordringer?
Er du kørt lidt fast i jobbet, kan det være svært at afgøre, om det er tid til at komme videre. En arbejdslivskonsulent og en erhvervspsykolog deler deres råd.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: Af Lukas Nørgaard Bødiker, Ritzau Fokus
Hvert år skifter hundredtusindvis af danskere job. Sidste år gjaldt det ifølge tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering knap 860.000.
Måske går du selv og overvejer, om du kan få nye udfordringer, højere løn eller bedre rammer, hvis du skifter job.
Omvendt kan det også bekymre, hvad du vinker farvel til.
Det dilemma møder Morten Esmann, der er arbejdslivskonsulent i Ingeniørforeningen IDA, ofte i sit arbejde.
- Hvis du går med en fornemmelse af, at du bør skifte job, kan du starte med at spørge dig selv: Hvad er det, du savner i dit nuværende job, og hvad skal et nyt job give?, siger han.
Det er en god idé at tænke over, inden du finder et nyt job, siger Morten Esmann og uddyber:
- For det næste spørgsmål til dig selv kan være: Kunne det lade sig gøre i det job, jeg har nu?
Hvis du er i tvivl om dit arbejde, er det vigtigt at tage tvivlen seriøst, siger erhvervspsykolog Ditte Darko.
- Nogle prøver måske at undertrykke den, men det er ikke sikkert, at tvivlen forsvinder. Prøv at se, om du kan være nysgerrig på, hvad det handler om, siger hun.
Hun peger på, at der kan være mange årsager til, at synet på ens arbejdsliv ændrer sig.
- Det kan være travlhed eller karakteren af ens arbejdsopgaver, men der kan også ske en indre forandring, der sætter tingene i perspektiv, siger Ditte Darko og fortsætter:
- Det kan eksempelvis være en livsomvæltning som at få børn, der får en til at overveje, hvor meget man skal arbejde. Og det kan sagtens påvirke oplevelsen af, om man har det rigtige job eller ej.
Både Ditte Darko og arbejdslivskonsulent Morten Esmann foreslår, at du kan vende dine tanker med andre. Det kan for eksempel være med en nuværende eller tidligere kollega, der kender dine opgaver.
- Jeg synes også, at man helst bør kunne tale med sin chef eller leder om det, hvis man har været i tvivl længe. I første omgang kan man finde ud af, om ens nuværende arbejde kan justeres til ens drømme og ønsker, siger erhvervspsykolog Ditte Darko.
Morten Esmann foreslår også, at du kan "afklare din markedsværdi". Det vil sige, at hvis du har en idé om, hvad du vil, kan du prøve at finde den slags stillinger og måske ligefrem øve dig i at skrive en ansøgning til dem.
- På den måde får du også et blik på, om det er realistisk. Altså kan jeg overhovedet opfylde kravene, og hvad skal der til, hvis jeg skal kunne det? Det kan være viden, erfaring eller noget helt tredje, siger han.
Ifølge IDA's arbejdslivskonsulent kan du med fordel gøre dig de overvejelser for eksempel hver andet eller tredje år.
- Det behøver ikke ende med, at du skifter job. Men bare lige for at stikke en finger i jorden og afklare: Hvor er jeg lige nu? Og er der noget, der bør forandres, eller er alt godt?, siger Morten Esmann.
/ritzau fokus/