Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

12/05/2023 - 08:00

Undgå at kopivarer ender på gavebordet

Med et kritisk blik kan du slippe for at blive snydt, når du nethandler gaver til sommerens fester.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Parfumen giver udslæt, og smykket ligner slet ikke det på billedet fra hjemmesiden.

Det kan være ganske surt at gå i kopivarefælden, når du er på gavejagt til den runde fødselsdag eller brudeparret.

- Som forbruger får du ikke den vare, du regner med, og du risikerer at købe ting, som er farlige enten sundheds- eller sikkerhedsmæssigt, siger Henriette Vængsgaard Rasch, der er varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

- En anden problematik er, at det kan være organiseret kriminelle, der står bag handlen med forfalskede varer. Så der er risiko for, at du støtter den kriminalitet, fortsætter hun.

Selv om det kan være svært at gennemskue, at du er i færd med at købe noget, der ikke er ægte, så er der flere ting, du kan tjekke, inden du trykker på betalingsknappen på hjemmesiden.

- Det kan være sprogfejl eller skæve priser. Måske er prisen mistænkeligt lav. Derfor er det godt at undersøge, hvad varen plejer at koste, og hvad den koster andre steder, siger Henriette Vængsgaard Rasch.

Tjek også, om netbutikken angiver nogle kontaktoplysninger, og om de stemmer. Tjek samtidig betalingsoplysningerne, og om der er noget underligt ved dem.

- Vi anbefaler, at man altid betaler med kreditkort, fordi man kan bruge indsigelsesordningen, som bankerne har.

- Dermed er der mulighed for at stoppe betalingen, og få pengene tilbage, siger varemærkechefen.

Mest af alt handler det om at bruge sin sunde fornuft, understreger hun.

- Hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, er der nok noget om det.

Ender du alligevel med at få kopivarer ind ad døren, kan du kontakte originalproducenten og fortælle, at der florerer kopier af producentens varer ude på markedet.

- På den måde kan du være med til at bekæmpe udbredelsen af kopivarerne. Har du købt ulovligt eller forfalsket medicin, vil lægemiddelstyrelsen også gerne have besked, siger Henriette Vængsgaard Rasch.

Hun henviser til hjemmesiden jegvælgerægte.dk. Her har Patent- og Varemærkestyrelsen sammen med 11 andre myndigheder samlet gode råd til bekæmpelse af kopivarer.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek