Beirut, 09/03/2026 - 01:31
Medie: Hizbollah kæmper mod israelske helikoptere i Libanon
Hizbollah siger, at de har skudt en israelsk helikopter ned i bjergene i det østlige Libanon under sammenstød.
Af: /ritzau/
Den shiamuslimske Hizbollah-milits siger natten til mandag, at de kæmper mod israelske styrker, der er landet i det østlige Libanon med helikoptere nær grænsen til Syrien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge Hizbollah er 15 israelske helikoptere fløjet ind i det østlige Libanon. Det oplyser militsen i en erklæring.
Hizbollah kæmper i øjeblikket mod det israelske militær i området, lyder det.
En talsperson for Hizbollah siger til AFP, at militsen har skudt en helikopter ned.
- En israelsk helikopter blev skudt ned i bjergene øst for Baalbek, siger talspersonen.
Libanons statslige nyhedsbureau melder også om sammenstød i det østlige Libanon. Det skriver AFP:
- Der finder voldsomme sammenstød sted mod udkanten af byen Nabi Sheet for at slå israelske styrker tilbage, der er landet med helikoptere på højderne i det østlige bjergområde mod den libanesisk-syriske grænse og forsøger at rykke frem.
Israel begyndte i sidste uge at angribe mål i Libanon. Det skete, efter det nordlige Israel kort forinden var blevet angrebet af Hizbollah med raketter fra Libanon.
Hizbollah-militsen støttes af Iran. Det iranske styre spillede også en rolle i grundlæggelsen af Hizbollah.
Konflikten mellem Israel og Hizbollah går flere årtier tilbage i tiden.
Stridighederne er blusset op, samtidig med at Israel sammen med USA har angrebet Iran og har dræbt blandt andre den øverste iranske leder, ayatollah Ali Khamenei.
/ritzau/




