Caracas, 25/06/2026 - 00:40
Jordskælv nær Venezuelas hovedstad udløser varsel om tsunami
Kraftigt jordskælv nær Caracas har udløst varsel om tsunami for Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer.
Af: /ritzau/
Et kraftigt jordskælv med en beregnet størrelse på 7,1 har natten til torsdag dansk tid ramt det nordlige Venezuela.
Det oplyser USA's Geologiske Undersøgelse (USGS) på sin hjemmeside.
Som følge af jordskælvet har USA's Nationale Forvaltning af Hav- og Atmosfæreforhold (NOAA) udsendt et varsel om risiko for en tsunami i Puerto Rico og på De Amerikanske Jomfruøer.
Jordskælvet blev registreret kort efter midnat dansk tid med epicenter i byen Montalban, der ligger mindre end 20 kilometer vest for storbyen Valencia.
Nyhedsbureauerne Reuters og AFP beskriver, hvordan rystelser kunne mærkes i Venezuelas hovedstad, Caracas, der ligger omkring 100 kilometer øst for Montalban.
/ritzau/




