Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kyiv, 20/01/2026 - 17:45

Borgmester: 600.000 er flygtet ud af Kyiv i januar

Midt i fortsatte russiske angreb og temperaturer langt under frysepunktet er Kyivs befolkning mindsket.

Sergei Gapon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Omkring 600.000 mennesker er flygtet ud af Ukraines hovedstad, Kyiv, i løbet af januar.

Det siger Kyivs borgmester, Vitalij Klitsjko, i et interview tirsdag med nyhedsbureauet AFP.

Der vurderes at bo over tre millioner mennesker i Kyiv.

- Ikke alle har mulighed for at forlade byen, men lige nu er befolkningen mindsket, siger borgmesteren.

- Temperaturen er næsten minus 20, og Putin bruger det til at nedbryde modstandskraften, drive folk ud i depression og skabe spændinger i samfundet, fortsætter Klitsjko.

Tidligere på måneden opfordrede han borgere i Kyiv - med mulighed for at finde andre varmekilder - til at søge ud af byen midlertidigt på grund af russiske angreb på ukrainske energianlæg.

Opfordringen kom 9. januar, hvor en sværm af missiler og droner havde forårsaget omfattende varme- og elafbrydelser.

Imens var temperaturen langt under frysepunktet.

Flere tusinde boligblokke var uden varme.

Også tirsdag er der omfattende afbrydelser i hovedstaden, og det ukrainske parlament er ifølge formanden, Ruslan Stefantjuk, uden varme, vand og el, skriver AFP.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek