Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Teheran, 11/07/2026 - 13:00

Irans øverste leder lover hævn for sin fars død

Mojtaba Khamenei har ikke vist sig offentligt, siden han blev Irans øverste leder efter angreb på hans far.

Af: /ritzau/

Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, lover hævn for sin afdøde forgænger og far, Ali Khamenei.

Det udtaler lederen i en skriftlig besked, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Her siger han, at nationen forlanger hævn, og at hævnen bestemt skal finde sted.

Mojtaba Khamenei har endnu ikke vist sig offentligt, siden han blev landets nye øverste leder tidligere på året.

Medier har bragt historier om, at han er hårdt såret i kølvandet på det angreb, der dræbte hans far.

Den nye leder udsendte sin første besked tilbage i marts. Også dengang lovede Khamenei gengæld for angrebene "på de iranske martyrer".

Det skete ligeledes i en skriftlig besked, der blev læst op på stats-tv.

Foruden den nu afdøde ayatollah Ali Khamenei er flere andre medlemmer af Khamenei-familien samt flere højtstående personer blandt andet fra det iranske militær blevet dræbt i amerikanske og israelske angreb.

Ali Khamenei blev dræbt 28. februar i den første bølge af amerikansk-israelske angreb under den igangværende krig, som de seneste dage er blusset op på ny.

Han blev 86 år og blev begravet i sin hjemby, Mashhad, i Iran fredag.

RITZAU

TjekDet - faktatjek